Trods deres placeringer i hver sin ende af Mesterskabsspil-tabellen ventede en notorisk svær modstander i form af Brøndby søndag aften på et tætpakket MCH Arena.
Værterne var tæt på at bringe sig foran efter tre minutter på en noget uvant kombination. At chancen faldt efter hjørnespark, var ingen overraskelse, men at det var Darío Osorio, som fik hovedet på ved bagstolpen, havde mange nok ikke forudset.
En god parade fra Patrick Pentz i BIF-buret afværgede dog et åbningsmål.
Elias Olafsson var omvendt tæt på at dumme sig efter et Brøndby-hjørnespark fem minutter senere, da den islandske keeper mistimede et angreb. Den tidligere akademispiller gjorde skaden god igen senere med en flot refleks på et langskud fra Benjamin Tahirovic.
I en tæt affære gjorde Mathias Kvistgaarden det til 0-1 få minutter før pause. U21-landsholdsspilleren lagde kuglen død i feltet og sendte den derefter i netmaskerne.
Der var meget arbejde at gøre forud for de sidste 45′, som knap var fløjtet i gang, inden Aral Simsir blev spillet fri på venstresiden og efterfølgende pillet af Patrick Pentz. Også Franculino ville lege med, men BIF’s østrigske keeper var igen årvågen med en parade ud af farezonen.
Det kunne altså meget vel være blevet 1-1, men i stedet gjorde Nicolai Vallys det til 0-2. BIF-offensivprofilen udnyttede et boldtab på sidste tredjedel, strøg alene i dybden og curlede kuglen over i det lange hjørne.
En kvalitet i afslutningerne, som Thomas Thomasbergs tropper ikke kunne mønstre på dagen, symboliseret ved store chancer til både Franculino og Oliver Sørensen i en hektisk slutfase samt en hjørnesparksstatistik på 16-4.
Men det forblev en ærgerlig fornemmelse at forlade MCH Arena. En cadeau skal der også lyde til Patrick Pentz, som kronede en imponerende indsats med en spektakulær redning på stregen efter et Adam Buksa-hovedstød i de sidste sekunder af den ordinære tid.