3F Superliga
fredag 21/7 kl. 19:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
Cho Gue-Sung (56")
1:0
HIF Hvidovre IF

Cho Gue-sung blev matchvinder i premieren

FC Midtjylland dominerede i spil og chancer, da det fredag aften blev til en 1-0-sejr over Hvidovre IF i 23/24-sæsonens første 3F Superligaopgør. Debuterende Cho Gue-sung scorede det enlige mål på et flot hovedstød.

Fredag var 3F Superliga endelig tilbage, da MCH Arena dannede ramme om første opgør i 23/24-sæsonen. FC Midtjylland tog imod oprykkerne fra Hvidovre IF, som var det mest scorende hold i NordicBet Liga i den forgangne sæson.

Kampen var samtidig den officielle kamp nr. 1000 i FCM’s historie, og der var dermed rig mulighed for at gøre dysten til en mindeværdig en af slagsen.

De københavnske gæster startede med det gå-på-mod, der kendetegner en oprykker. Hvidovre sad hårdt i presset og skrallede igennem i nærkampene. I offensiven truede Martin Spelmann, som efter et kvarters spil sparkede et stykke forbi fra en spids vinkel i feltet.

Herefter begyndte Thomas Thomasbergs tropper at røre på sig. Den hidtil største chance indtraf efter 25 minutter, da den nye 10’er, Cho Gue-sung, sendte Oliver Sørensen i dybden. Alene med Filip Djukic blev den tidligere akademispiller dog stoppet.

Kort tid efter var Cho Gue-sung på spil igen. Den sydkoreanske angriber tog et træk ind i banen, inden han afsluttede mod det lange hjørne med sit kolde venstreben. Læderkuglen havde kurs mod det lange hjørne, men ramte overliggeren og gik ud af spil.

En indikation på, hvilke evner den nye frontmand i det midtjyske indeholder.

Oliver Sørensen, der scorede sit første 3F Superligamål hjemme mod OB i næstsidste kamp i 22/23, havde fået mod på tilværelsen som målscorer og sendte ti minutter før pause en afslutning afsted fra distancen. Han ramte bolden tørt, og kun en flot parade fra Filip Dukic – og dernæst et træf på overliggeren – afværgede forsøget.

Den efterfølgende dødbold skabte tumult i feltet, og VAR-billeder viste, at en Hvidovre-spiller havde haft hånd på bolden. Efter en smule betænkningstid fløjtede dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen på pletten for straffespark.

Sidste sæsons topscorer, Gustav Isaksen, tog sig af forsøget, men endnu en gang viste Dukic kvaliteter og læste forsøget. Dermed fortsat 0-0.

FCM kom stærkt ud til 2. halvleg, og efter kort tid headede Cho Gue-sung holdkammerat Paulinho fri i det lille felt. Der skulle måske have faldet en afslutning på førsteberøringen, men brasilianeren tog i stedet et touch, og blev stoppet af en krigerisk Hvidovre-defensiv.

Kort tid efter var de to igen i begivenhedernes lys. Paulinho sendte et skarpt indlæg i feltet, og bolden ramte Cho Gue-sung i pandebrasken. Denne gang kunne Filip Dukic intet stille op. 1-0 – sæsonens første 3F Superligamål scoret af den nye angriber i sort og rødt.

Presset fortsatte ufortrødent, og både Cho Gue-sung og indskiftede Armin Gigovic gjorde livet farligt for oprykkerne.

Ikke desto mindre bed Hvidovre godt fra sig i kampens slutfase og leverede flere optræk til farlige chancer ned mod Jonas Lössls bur. Det hele endte dog 1-0, og dermed sikrede FCM sig tre vigtige point i sæsonens første 3F Superligaopgør.

Start XI (4-4-2): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Juninho, Paulinho, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Gustav Isaksen, Cho Gue-sung.

Indskiftninger: Armin Gigovic (64′), Sory Kaba (74′), Edward Chilufya (74′), Nikolas Dyhr (85′), Charles (85′).

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

FC Midtjylland FCM
1:0
Hvidovre IF HIF

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

FC Midtjylland FCM
1:0
Hvidovre IF HIF