Tirsdag aften på Cepheus Park i Randers fandt returopgøret i 3. runde af Champions League-kvalifikationen sted.
Modstanderen var nok engang Benfica, som i det første opgør vandt med 4-1. Derfor skulle FCM på en svær opgave i forsøget på videre avancement.
Start XI (3-4-3): Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard, Juninho, Mads Døhr Thychosen, Joel Andersson, Raphael Onyedika, Evander (46′ Oliver Sørensen), Paulinho (87′ Nikolas Dyhr), Anders Dreyer (69′ Gustav Isaksen), Pione Sisto (76′ Edward Chilufya), Sory Kaba (69′ Júnior Brumado).
Benfica manglede fløjprofilen David Neres, som kreerede to assists mod FCM sidste tirsdag. Ikke desto mindre stillede portugiserne med de 10 resterende gengangere fra opgøret i Lissabon.
Til gengæld kunne FCM glæde sig over at have Evander med for første gang, siden brasilianeren måtte gå skadet ud af kampen mod AEK Larnaca den 19. juli.
Ligesom i Portugal startede midtjyderne kampen godt. Modsat første opgør varede FCM’s dominans i returen længere.
Evander fik dystens første mulighed, da den brasilianske kreatør sparkede på mål uden for feltet. Benfica-målmand Odisseas Vlachodimos viste dog sikre hænder.
Stik mod momentum bragte Benfica sig foran 1-0 efter 23 minutter, da Gonçalo Ramos fandt Enzo Fernández i det lille felt. Den argentinske midtbanespiller svigtede ikke og sparkede bolden sikkert i mål.
Efter 35 minutter kæmpede Paulinho sig igennem i banens venstreside. Den 27-årige venstreback rundede to Benfica-spillere, før brasilianeren pludselig stod alene foran Benfica-målet. Kun en god parade fra Odisseas Vlachodimos holdt kuglen ude af netmaskerne.
Kort før pause var Evander centimeter fra en udligning, da brasilianeren opsnappede en hoppende bold i feltet. Med et “ball-roll” rundede offensivspilleren Benfica-målmanden, men den efterfølgende afslutning sad for yderligt og strøg forbi mål.
Mere skete der ikke i de første 45 minutter, og stik mod spil og chancer måtte FCM gå til pause bagud med en.
Hjemmeholdet kom også fint ud til 2. halvleg. Sory Kaba var tæt på at sparke bolden i mål, da den stærke angriber fik et frit skud, efter Anders Dreyer snød portugisernes forsvar ved at hoppe over bolden.
Kort tid efter viste Benfica endnu engang effektivitet, da indskiftede Henrique Araujo headede et indlæg i mål til 2-0.
Der gik ikke længe, før bolden igen lå i netmaskerne. Denne gang var det en fortjent FCM-reducering. Paulinho slog et skarpt indlæg ind i hovedet på Sory Kaba, som headede på overliggeren. Returbolden endte for fødderne af Pione Sisto, der resolut flugtede bolden i nettet til 1-2.
Kort før tid producerede Benfica igen en scoring ud af ingenting, da Diogo Goncalves smadrede bolden i højre målhjørne på et skud fra distancen.
I dommerens tillægstid scorede Edward Chilufya på en friløber, men målet blev efterfølgende underkendt efter VAR-gennemgang.
Flere scoringer blev det ikke til, og dermed endte opgøret med et 3-1-nederlag. Selvom det ikke endte med videre avancement, var det en opmuntrende præstation mod en stærk modstander.
Resultatet betyder, at Benfica går videre i Champions League-kvalifikationen, mens FCM træder ind i Europa League-gruppespillet. Lodtrækning til denne turnering finder sted i slutningen af august.