Søndag eftermiddag udspillede 22/23-sæsonens første udgave af det midtjyske derby sig.
På hjemmebane tog midtjyderne imod Viborg. I fjor trak FCM sig ud af begge indbyrdes opgør som sejrsherre, men før dagens dyst lå viborgenserne på usædvanlig vis øverst i tabellen.
Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Mads Døhr Thychosen (46′ Joel Andersson), Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Paulinho, Emiliano Martínez, Kristoffer Olsson (66′ Charles), Evander, Anders Dreyer, Sory Kaba (82′ Edward Chilufya), Pione Sisto (66′ Gustav Isaksen).
FCM startede kampen bedst, og efter tre minutter tilspillede hjemmeholdet sig opgørets første chance. Pione Sisto fandt Paulinho i et overlap, og den brasilianske venstreback sendte et indlæg ind i panden på Anders Dreyer. Lucas Lund afværgede dog i Viborg-målet.
De sortklædte midtjyder dominerede på bolden, og efter 10 minutter kombinerede Anders Dreyer med Evander. Sidstnævnte fandt Kristoffer Olsson i dybden, som alene med Viborg-keeperen sparkede læderkuglen på overliggeren.
Med Evander, Pione Sisto, Kristoffer Olsson og Anders Dreyer i hovedrollerne fortsatte FCM det fine kombinationsspil, og ad flere omgange var man tæt på at gøre tingene farlige i nærheden af gæsternes mål.
Efter 35 minutter blev Pione Sisto – efter endnu en kombination på Viborgs sidste tredjedel – spillet fri foran mål, men den tidligere akademispiller fik ikke et ordentligt traf på bolden.
Kort før pause straffe Viborg en opspilsfejl hos hjemmeholdet. Ibrahim Said fandt Jay-Roy Grot, som alene med Jonas Lössl sparkede bolden fladt i mål til 0-1.
FCM svarede dog prompte tilbage, da Kristoffer Olsson gled igennem Viborg-forsvaret og tørt lagde bolden i nettet – den svenske landsholdsspillers første scoring siden sin tilbagevenden til MCH Arena. Dermed gik mandskaberne til pause på 1-1.
Hjemmeholdet startede også 2. halvleg bedst, hvor Evander var truende med et frispark, mens Henrik Dalsgaard headede lige forbi stolpen efter et hjørnespark. Altsammen på blot få minutter.
Efter 55 minutter brændte Sory Kaba to store chancer. Først spillede Anders Dreyer den formstærke angriber alene igennem med Lucas Lund, som afværgede i viborgensernes mål. Efterfølgende fandt Evander nok en gang Sory Kaba i det lille felt, men guineaneren formåede ikke at dirigere bolden i netmaskerne.
Efter 75 minutter tilspillede FCM sig endnu en stor chance, da en umarkeret Gustav Isaksen modtog en aflevering i banens højreside. U21-landsholdsspilleren forsøgte at curle bolden over i det lange hjørne, men skuddet sad et par centimeter for yderligt.
Trods et stort chanceovertag, og en skudstatistik på 19-7 i hjemmeholdets favør, ville bolden ikke ind. Dermed måtte FCM nøjes med 1-1 i sæsonens første udgave af det midtjyske derby, som fandt sted på et tilskuerfyldt MCH Arena med 10.284 fremmødte.