Vintervejret ramte Randers mandag aften, men det gjorde FC Midtjylland også.
Her var der Superligafodbold på Cepheus Park, da vi mødte formstærke Randers FC, der inden i dag havde nuppet seks sejre i streg. Følgende 11 midtjyder skulle forsøge at bryde den statistik.
FCM XI (4-3-3): Jesper Hansen, Dion Cools, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho, Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste, Evander, Gustav Isaksen, Luca Pfeiffer, Pione Sisto.
Randers fik kampens første store chance efter syv minutter, men Jesper Hansen fik afværget faren med en glimrende redning.
De to mandskaber havde svært ved at holde fast i bolden i længere tid i en duelpræget start. Tempoet i spillet var ikke i top, og præcisionen manglede også i det kolde snevejr.
FCM’s angreb manglede den sidste kvalitet, før det blev rigtigt farligt. Luca Pfeiffer var tæt på at dirigere et afrettet indlæg i nettet efter 20 minutter, men ind kom den ikke.
Det blev stille og roligt bedre, og de sortklædte spillere satte sig på spillet. Det udmøntede sig i flere halve chancer, og Gustav Isaksen fik desuden tilkæmpet sig et straffespark. Der var dog offside i situationen, hvorfor VAR omstødte dommen.
De gode takter fortsatte i resten af første halvleg. FCM havde hele 63% af boldbesiddelsen og var den dominerende part, men boldovertaget resulterede ikke i en scoring.
Dermed var det 0-0 efter de første 45 minutter, hvor Gustav Isaksen og Pione Sisto var de mest iøjnefaldende spillere på banen, idet de satte tempo med gode driblinger i flere omgange.
Hjemmeholdet kom lidt mere på bolden i begyndelsen af anden halvleg, som var en ganske chancefattig periode.
Midtvejs i anden halvleg kom der gang i målscoringen. Efter et langt angreb var det Luca Pfeiffer, som tæt under mål sendte den i netmaskerne. Det var tyskerens første mål for FCM.
Føringen holdt desværre ikke mange minutter, da Randers-topscorer Kamara udlignede efter en dødbold.
Nu var FCM’erne altså på jagt igen, og der var 20 minutter til at sikre sejren. I første omgang blev det ikke til et pres ned mod Randers-forsvaret.
I stedet skulle der en omstilling i overtiden til for at finde målet igen. De to indskiftere Anders Dreyer og Awer Mabil splittede nemlig den blåblusede defensiv. Mabil var alene igennem med målmanden og afgjorde iskoldt kampen med en flad afslutning.
På baggrund af overtidsscoringen endte det altså 2-1 til FC Midtjylland.
Sejren giver tre vigtige point til den tætte topstrid, som flere hold er en del af.