Et udsolgt midtjysk derby i Viborg med over 1000 tilskuere på away-tribunen.
Til opgøret havde trænerteamet valgt at stille op i en 3-5-2-formation, som gav et smule mere afventende udtryk i dystens indledning.
Ikke desto mindre var FCM tæt på at bringe sig foran med lidt over ti minutter spillet, da Adam Buksa testede Oscar Hedvall med et hovedstød, der opstod efter et langt indkast.
Viborg kom også frem til muligheder, og med 26′ på stadionuret opstod den hidtil største hos værterne, efter Charly Nouck blev spillet fri i feltet, men Elias Olafsson viste vakse reflekser på stregen.
I en tæt 1. halvleg, hvor Juninho forinden havde testet Oscar Hedvall, brændte det på i Elias Olafssons ende til slut. Den islandske keeper var dog godt på vej til at gøre skaden fra Bukarest i midtugen god igen med flere fine aktioner.
Alligevel bragte hjemmeholdet sig i front i det 39. minut. Ivan Nasberg kom først på et hjørnespark mod forreste stolpe, og så stod det 1-0.
Adam Buksa var for anden gang i opgøret tæt på at bringe sig på scoringstavlen med et hovedstød. Denne gang i det 55. minut – nok en gang med Kevin Mbabu i oplæggerens rolle. Men også nok en gang uden den fornødne mængde præcision.
FCM bed fra sig, men det forblev lige ved og næsten. Blandt andet igen ved Buksa, som blev nappet af Oscar Hedvall på et nyt hovedstød.
Jagten på en udligning skabte naturlige muligheder i den modsatte ende. Ibrahim Said var tæt på at udbygge 20 minutter før tid, men den nigerianske offensivspiller blev pillet af Elias Olafsson.
Det forløsende mål indtraf aldrig, selvom Oliver Sørensen var millimeter fra at dirigere et indlæg i kassen i de døende minutter. Desværre stod indersiden af stolpen i vejen, hvorfor den resultatmæssigt hårde periode blev forlænget forud for landsholdspausen.