Klubben

18 FCM’ere afsted med landsholdene

Otte førsteholdsspillere, fire udlejede spillere samt seks akademister skal i den kommende tid afsted med deres respektive landshold. Få overblikket her.

10/10/23
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Sæsonens anden landsholdstermin står for døren, og her skal 18 FCM’ere i aktion på den internationale scene.

I førsteholdstruppen er otte spillere udtaget på enten ungdoms- eller seniorplan, og her venter der flere spændende opgør.

Sverrir Ingi Ingason samt udlejede Elias Olafsson møder med det islandske landshold henholdsvis Luxembourg og Liechtenstein i EM-kvalifikationen, og her er kravet seks point, hvis landstræner Åge Hareides tropper vil gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til slutrunden i 2024.

Også Sverige med Kristoffer Olsson i truppen er presset til sejr, når der venter en svær udekamp mod Belgien i selvsamme kvalifikation.

På andre kontinenter skal Darío Osorio og Chile møde Peru og Venezuela i kvalifikationen til verdensmesterskaberne i 2026, mens Cho Gue-sung som vanligt er med det sydkoreanske A-landshold, der står overfor Tunesien og Vietnam i to træningskampe.

Franculino håber på at kunne fortsætte sin flotte målstime, når den 19-årige angriber rejser til det afrikanske kontinent for at tørne ud for sit fødeland, Guinea-Bissau, for anden gang i karrieren. Denne gang bliver det Guinea og Togos forsvarsspillere, som skal forsøge at dæmme op for den formstærke målsluger.

Derudover er Armin Gigovic og Aral Simsir udtaget for henholdsvis Sverige U21 og Tyrkiet U21, mens Oliver Sørensen er blevet belønnet efter en spillemæssigt flot periode med sin anden udtagelse i karrieren for det danske U21-landshold.

Akademist Daníel Kristjánsson skal for første gang i karrieren med sin nations U21-landshold, Island. Den 18-årige venstre back forlængede sin kontrakt i slutningen af september, og han får nu et ekstra klap på skulderen oven på en flot udviklingskurve.

Islandsk stortalent forlænger med fem år

Få det fulde overblik over midtjyske landsholdsudtagelser nedenfor.

Førsteholdsspillere udtaget

Sverrir Ingi Ingason – Island
Darío Osorio – Chile
Cho Gue-sung – Sydkorea
Franculino Djú – Guinea-Bissau
Kristoffer Olsson – Sverige
Armin Gigovic – Sverige U21
Oliver Sørensen – Danmark U21
Aral Simsir – Tyrkiet U21

Udlejede spillere udtaget

Elias Olafsson – Island
Edward Chilufya – Zambia
Victor Lind – Danmark U21
Valdemar Byskov – Danmark U19

Akademispillere udtaget

Daníel Kristjánsson – Island U21
Gustav Bjerge – Danmark U18
Jonatan Lindekilde – Danmark U18
Mikel Gogorza – Danmark U18
Nicolaj Tornvig – Danmark U17
Sofus Johannesen – Danmark U17

Vi ønsker alle FCM’ere held og lykke i landsholdstrøjerne.