Pernille Harder fra Tulstrup har driblet sig til tops på den kvindelige fodboldscene i store europæiske klubber og på det danske landshold.

UEFA kårede for nyligt offensivspilleren til Årets Bedste, og i sommers blev hun solgt fra Wolfsburg til Chelsea som den dyreste kvindespiller i historien. Det er ikke gået ubemærket hen i Danmark, hvor hun netop er blevet nomineret til Årets Sportsnavn af Dansk Idrætsforbund.

Mens fodboldtalentet blev udfoldet, gik Pernille Harder på gymnasiet i Ikast, hvorfra hun blev student i 2012. Her var der også plads til morgentræning som supplement til træningen i Team Viborg og siden i Skovbakken.

Den morgentræning foregik på FC Midtjyllands akademi, hvor Harder blev presset til det yderste af klubbens U17-hold.

– Det gav mig utroligt meget, og det fik mig ud af min ’comfort-zone’, at jeg skulle træne med nogle af de bedste U17-drenge i Danmark. Det er klart, når man kommer som pige ind på et drengehold. Jeg ville jo vise, at jeg godt kunne være med uden at trække niveauet ned, så det krævede, at jeg var 100% fokuseret til hver eneste træning, fortæller Pernille Harder og uddyber:

– Det gav mig også noget i forhold til at håndtere nerver, fordi jeg var en smule nervøs til træningerne. Mentalt lærte jeg noget der, men også tempoet i spillet var værdifuldt. Der var højt tempo og intensitet til hver eneste træning.

Ingen forskelsbehandling

På daværende tidspunkt var Svend Graversen træner på FC Midtjyllands U17-hold. Også Tonny Hermansen, som i dag er talentchef i OB, var akademitræner, og Pernille Harder pointerer, at de to også stillede krav til hende.

– Jeg husker, at de lavede ingen forskelsbehandling, så de satte også krav til mig, og det synes jeg, var ekstremt fedt. Der var blandt andet en træning, hvor jeg fik skæld ud af Tonny ved en øvelse, hvor han efterfølgende kom og sagde til mig, at han ville teste mig. På en eller anden måde viser det meget godt, at jeg ikke var der for sjov, og det bidrog til min udvikling, lyder det fra Harder, der som den eneste er blevet kåret til Europas bedste fodboldspiller to gange (2018 og 2020).

Den danske landsholdsanfører fremhæver også en bestemt spiller, som hun husker, var besværlig at stå overfor.

– Jeg kan huske en træning med Pione Sisto, hvor vi lavede 1 mod 1, og jeg skulle forsvare mod ham, og det var ret svært, griner Pernille Harder.

Inden den teknisk stærke fodboldspiller gik i gymnasiet voksede hun op i Tulstrup, inden turen gik et godt frisparks længde over på ISI.

– Det er jo meget mentaliteten med at arbejde hårdt og være målrettet i den tid, hvor jeg gik på efterskolen og senere trænede med drengene. Man kunne mærke, at alle spillerne jagtede drømmen om at nå langt og var topfokuserede til alle træningerne, og det blev jeg inspireret af, opsummerer Harder om årene i Ikast.

Opmærksomheden er vokset

Som nyudklækket student rykkede Pernille Harder i 2012 til Sverige, hvor hun blev professionel i Linköpings FC. Efter fem år blev Sverige skiftet ud med Wolfsburg, hvor hun på tre sæsoner har vundet adskillige tyske titler og været i Champions League-finalen to gange.

Det er også i de år, at kvindefodbolden har taget et kvantespring på mange parametre.

– Der er sket utroligt meget. Specielt de seneste fem års tid er det bare gået op ad med popularitet, professionalisme og lønninger. Der findes mange flere professionelle hold nu. I Danmark er det meget i forhold til, hvor meget opmærksomhed der kommer på kvindelandsholdet, fortæller Harder og fremhæver EM i 2017, hvor Danmark kom i finalen, som en stor årsag til det.

På landsholdet debuterede Pernille Harder som 16-årig med et hattrick, og siden er det blevet til 123 kampe med 64 mål til følge.

I dag som 28-årig er hun ikke i tvivl om, hvad der vil være det største at opnå, men fremhæver også den generelle udvikling af sporten som et ønske.

– Jeg håber, at kvindefodbolden fortsætter med at udvikle sig, og at der kommer endnu flere store klubber både i Europa og i Danmark. Personligt håber jeg jo på at vinde de største titler og specielt Champions League-trofæet er en drøm, afslutter Pernille Harder.

Glædelig 3. december.