Julekalender

4. december: Fyret på karrierens eneste sygedag

Troels Bech har oplevet fusionen i '99 på nærmeste hold, senere været træner for FC Midtjylland og også haft FCM som modstander utallige gange.

04/12/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

Mange kender historien om fusionen af Herning Fremad og Ikast FS, som for alvor blev seriøst i påsken 1999. En lidt overset side i det første kapitel af FC Midtjyllands historie omhandler Troels Bech.

På det tidspunkt var det en ung aspirerende træner, som forlod Horsens til fordel for Ikast netop i påsken 1999.

Da Troels Bech forhandlede med Ikast om trænerjobbet, havde han spurgt ind til fusionen, men den var erklæret stendød fra Herning Fremad på det tidspunkt. Det skulle hurtigt ændre sig – allerede i en af de første dage på jobbet som træner for Ikast FS.

De første tre dage som træner i Ikast var generelt utroligt hektiske.

– På min første arbejdsdag falder Steinlein ned og kommer til skade med skulderen, så han ikke kunne spille fodbold længere. Det var trist i øjeblikket, men måske meget godt for FC Midtjylland på sigt med alt det, han har udrettet, indskyder Troels Bech og fortæller videre:

– På min anden arbejdsdag taber vi til Fremad Amager på det gamle Ikast Stadion. Herning Fremad taber også til Brønshøj. På min tredje arbejdsdag ringer de inde fra Herning Fremad, at nu er de klar til at lave en fusion, og så blev den dag brugt på at sidde sammen med Kent Hansen, som var direktør i Ikast, Jens Ørgaard og Ove Pedersen.

De fire havde en stor opgave foran sig, men samtidigt var der også kun plads til én af de to trænere.

– Vi skulle finde ud af, hvem der skulle være i truppen efter sommerferien og nærmest definere, hvad der skulle ske i FC Midtjyllands begyndelse. Jeg var helt afklaret med, at Ove Pedersen selvfølgelig skulle være træner qua den store betydning, han havde for området allerede på det tidspunkt. Det var egentligt helt udramatisk, erindrer Bech og uddyber:

– Jeg var måske den mindst påvirkede, fordi der stod jo 50 spillere, som ikke vidste, om de var købt eller solgt. Der var dobbelt så mange spillere, trænere og alting, som man skulle bruge, og det var jo en ret stor omgang for den nye klub.

Tilbage tre år senere

På trods af at Troels Bechs rolle som træner allerede på tredje arbejdsdag syntes ubetydelig med den nærtforestående fusion, færdiggjorde han sæsonen med Ikast FS.

Sprogekvilibristen var dog ikke færdig i fodboldverdenen og blev hurtigt ansat for første gang i OB, som han vandt pokalturneringen med i maj 2002.

I samme måned havde Ove Pedersen sin sidste kamp i spidsen for FC Midtjylland, som han forlod efter tre flotte sæsoner. Dermed var vejen banet for, at Troels Bech, der blev ’valgt fra’ ved fusionen tre år tidligere, kunne iføre sig træningstøj med ulvelogoet og Midtbank som sponsor.

Troels Bech kom til klubben, var der mange ting i røre.

– Der var simpelthen så mange ting i gang. Man gik i gang med at få bygget det stadion, som man kender i dag, nævner den tidligere træner som det første om tiden i FCM.

I Troels Bechs regeringsperiode opnåede FC Midtjylland en 7. plads i ligaen, klubbens første pokalfinale og avancement til anden runde i UEFA Cuppen, hvor det blev til et samlet nederlag til belgiske Anderlecht.

– Der var voldsomt travlt med at skabe de bedst mulige rammer for fremtiden. Det var ikke altid, at jeg var 100% enig med Ørgaard, men man var virkeligt i stand til at få sat ting i bevægelse i Herning og Ikast, husker Bech og fortæller:

– Min glæde, over de mennesker jeg arbejdede sammen med, var enorm stor. Især med dem jeg kendte helt tilbage fra Ikast-tiden. Det hænger måske sammen med, at når noget er virkeligt turbulent, rykker man tættere sammen. Så jeg havde et stærkt tilhørsforhold til mange kollegaer i både Ikast og FC Midtjylland.

Den eneste sygedag på 20 år

Troels Bech kan i dag kigge tilbage på en lang karriere i fodboldverdenen, hvor han først og fremmest har været træner i godt 20 år.

– Personligt husker jeg også, at det var i den periode, at jeg blev skilt, og i forbindelse med skilsmissen havde jeg den eneste sygedag i hele min trænerkarriere. Den dag blev jeg ringet op af Jens Ørgaard, der fortalte, at jeg blev fyret. Sådan er livet så mangfoldigt, siger han på klassisk Bech-manér.

Fyringen kom før den sidste kamp i efteråret 2003, som også var sidste gang, at FC Midtjylland spillede på Ikast Stadion (i dag EDC Arena), inden det nye stadion i Herning blev taget i brug. Det er ikke eneste gang, Troels Bech har været træner i en klub med et nyt stadion på vej.

– Tre gange har jeg været i en klub, der skulle have nyt stadion, og alle gange er jeg blevet fyret. Jeg siger ikke, at det er det nye stadions skyld, men alting bliver pludseligt vejet med en guldvægt. Hvis der kom to nederlag i træk, blev det pludseligt til ’Åh nej, hvad gør vi nu med det store nye stadion’. Alt bliver mere sårbart samtidigt med, at store dele af klubbens ressourcer bliver brugt på byggeprojektet, ræsonnerer den 54-årige fodboldfagmand.

Vinderkultur aftvinger respekt

Mens Erik Rasmussen overtog trænersædet i FC Midtjylland, har Troels Bech stået overfor sin gamle klub adskillige gange.

– Midtjylland er lynhurtigt vokset sig stor og stærk, og derfor har de fleste klubber haft bøvl med at spille mod dem. Det gælder også for mig selv som træner, at jeg nok har haft flere nederlag end sejre mod det hele tiden stærkere og stærkere FC Midtjylland, betragter Bech om klubbens udvikling set udefra.

Efter den karismatiske træner afsluttede sin tredje periode i OB, indfandt Troels Bech sig i en ny rolle. Fra 2015 og 3,5 år frem var han sportsdirektør i Brøndby, og her er den dramatiske mesterskabskamp i 2018 det klareste minde.

– I Brøndby-tiden er det selvfølgelig 17/18-sæsonen, som jeg husker mest i forhold til FCM. Det er min subjektive oplevelse, at Brøndby spillede klart til en guldmedalje og på mange parametre var mere dominerende, lyder det fra Troels Bech, der dog heller ikke er sen til at rose modstanderen, som overtog førstepladsen på næstsidste spilledag.

– Men FC Midtjylland var enormt dygtige til at holde sig stabile. Med den konkurrencementalitet, der er fæstet sig i FCM, fik man utroligt meget ud af lidt. Den store skuffelse, som det var for Brøndby og også mig at tabe det mesterskab, giver tilsvarende en kæmpe respekt for den vinderkultur, der er blevet skabt i det midtjyske.

I dag er Troels Bech aktuel med den populære podcast Bech Bag Bolden, hvor blandt andre Claus Steinlein, Erik Sviatchenko og Jakob Poulsen har medvirket.

Glædelig 4. december.