Akademiet

Akademiets weekend: Masser af mål på EDC Arena

Det blev til en storsejr og et smalt nederlag, da Silkeborg gæstede Ikast. I lørdagens U17-kamp scorede Alberto Velásquez sit tiende mål på de første tre ligakampe.

02/09/24
Jesper Hvid
Foto: Sofus Christensen

Der var besøg fra Silkeborg, da de to akademimandskaber spillede første hjemmekamp i denne sæson.

Første hold i aktion var U19-drengene, hvis modstander stod noteret for fire point i de første to kampe.

Gæsterne kom først på måltavlen. Et hjørnespark endte ud i et indlæg fra samme side, der fandt vej til en spiller i rød, som kunne sparke bolden i mål.

Flere mål blev til ikke til i 1. halvleg, og værterne måtte derfor gå til pause et mål nede. Men hjemmeholdet kom stærkt ud til 2. halvleg og udlignende kort efter startfløjtet. Den midtjyske højreside kombinerede flot, hvilket resulterede i et fladt indlæg, som Sebastian Lodberg satte sidste fod på.

Dog varede udligningen kun kort. Bare tre minutter efter strikkede gæsterne et flot angreb sammen, som endte med en skarp afslutning fra kanten af det lille felt, der passerede Liam Selin i FCM-buret.

Efter en times spil udbyggede gæsterne føringen til 1-3 efter en bold i dybden, der endte over stregen efter et par tilfældigheder.

Dermed skulle hjemmeholdet frem for at søge en reducering. Med lidt over ti minutter tilbage af kampen landede et hjørnespark for fødderne af Malik Pimpong, der fra kort afstand flugtede bolden i nettet.

Det blev ikke til flere scoringer i kampen, og det ældste akademihold måtte gå skuffet fra banen.

Nu venter en mindre pause for U19-holdet, hvor nogle spillere skal optræde for deres respektive ungdomslandshold. Efter den venter endnu en hjemmekamp, når der er besøg fra Randers lørdag den 21. september.

Opgøret kan ses på akademiets YouTube-kanal, hvor samtlige hjemmekampe for både U19 og U17 streames.

FC Midtjylland U19 2-3 Silkeborg IF U19 (0-1)

11’ 0-1 William Kirk
46’ 1-1 Sebastian Lodberg
49’ 1-2 Sebastian Biller Mikkelsen
61’ 1-3 Malthe Emil Søgaard Hansen
79’ 2-3 Malik Pimpong

FCM XI: Liam Selin, Mathis Konradsen, Bilal Konteh, Gustav Bjerge, William Kold Jensen (78’ Daris Catak), Sofus Johannesen, Lasse Overgaard Nielsen, James Inyere Arinze, Julius Emefile (46’ Christian Jørgensen), Nicolaj Tornvig (59’ Malik Pimpong), Sebastian Lodberg.

Kamp nummer to på tapetet var i U17 Ligaen, hvor det næstældste akademihold skulle fortsætte den flotte start på sæsonen med to sejre af to mulige.

Opgøret startede aggressivt for hjemmeholdet, der efter ti minutters spil bragte sig foran 1-0. Et præcist indlæg fra højresiden ramte Alberto Velásquez i panden, som sparkede returen fra hovedstødsforsøget i kassen.

Samme Velásquez var på spil igen seks minutter efter. Endnu engang var det fra højresiden, at oplægget kom fra, og et fladt indlæg ramte angriberens højre fod, der iskoldt sparkede bolden i nettet.

De midtjyske værter var i hopla, og bragte sig foran med 3-0 efter en halv time. En erobring centralt på banen gav plads til en omstilling, som værterne udførte til perfektion, hvilket gav en fri afslutning til August Emil Skyttehave Rytter, der sikkert eksekverede.

Akademiholdet var ikke færdige, og det blev til flere scoringer inden pausen. Først var James Alphinas alene igennem med Silkeborgs målmand, som kantspilleren passerede. Herefter satte Frederik Bunten sidste fod på et fladt indlæg og scorede til 5-0.

En dominerende præstation fra hjemmeholdet, der langt fra var færdige. Kort inde i 2. halvleg straffede August Emil Skyttehave Rytter en opspilsfejl og blev dobbeltmålscorer. Godt fem minutter efter udbyggede Lukas Nielsen til 7-0 på et frækt chip.

Gæsterne ødelagde det midtjyske clean sheet med 68’ på stadionuret, men U17-holdets målhumør fortsatte, og ti minutter efter blev det til 8-1. Alberto Velásquez fuldendte sit hattrick med et fremragende frisparksmål.

I kampens sidste ti minutter blev det til yderligere to mål til værterne. Først scorede indskiftede Viktor Elias Frisch Bastrup efter et hjørnespark, og til slut nettede Velásquez endnu en gang. Den talentfulde offensivspiller er nu oppe på ti mål i de første tre kampe.

En flot sejr for det næstældste akademihold, der efter tre kampe står noteret for ni point og en målscore på 21-3.

Næste opgave for U17-mandskabet er lørdag den 14. september, hvor der venter en udebanetur til Aalborg.

FC Midtjylland U17 10-1 Silkeborg IF U17 (5-0)

10’ 1-0 Alberto Velásquez
16’ 2-0 Alberto Velásquez
31’ 3-0 August Emil Skyttehave Rytter
39’ 4-0 James Alphinas
43’ 5-0 Frederik Bunten
47’ 6-0 August Emil Skyttehave Rytter
53’ 7-0 Lukas Nielsen
68’ 7-1 Anton Brems
78’ 8-1 Alberto Velásquez
82’ 9-1 Viktor Elias Frisch Bastrup
90’ 10-1 Alberto Velásquez

FCM XI: Jonas Holmgaard, Lukas Nielsen (72’ Bent Søe), Lau Overgaard, Magne Norn, Egill Orri Arnarsson (79’ Tobias Agger), Frederik Vestergaard (63’ Noah Kjer), Jens Emil Klim Munk (63’ Benjamin Mujkanovic), Frederik Bunten, James Alphinas, August Emil Skyttehave Rytter (72’ Viktor Elias Frisch Bastrup), Alberto Velásquez.