FC Midtjyllands talentfulde U17-hold får ny cheftræner forud for den nye sæson. Allan K. Jepsen overtager tøjlerne fra Claus Therkildsen.
Allan K. Jepsen har en lang karriere som fuldtidsprofessionel i både udland og 3F Superliga. Efter støvlerne blev lagt på hylden, har han blandt andet været U17-cheftræner og Head of Coaching i AGF samt assistenttræner for henholdsvis AGF’s og AaB’s 3F Superliga-hold. Senest har Allan K. Jepsen stået i spidsen for færøske NSI Runavik.
– Allan kommer med en spillererfaring fra højeste niveau både nationalt og internationalt, ligesom han også har trænererfaring fra højeste niveau i både hjemland og udland. Hans fokus og interesse i den individuelle træning er afgørende som U17-træner, siger akademichef Flemming Broe og fortsætter:
– På grund af den spillerkarriere, Allan har i rygsækken, kan han helt sikkert hjælpe de unge U17-spillere med gode råd inden for såvel som uden for banen og dermed ruste dem til fremtiden.
Den nye U17-cheftræner udtrykker ligeledes glæde over tiltrædelsen.
– Jeg glæder mig helt vildt. Jeg har været U17-træner før, og jeg ved, hvor fedt et job, det er. Man får med nogle unge mennesker at gøre, som har en stor drøm om at blive 3F Superliga- eller landsholdsstjerner. Samtidig er det nogle unge drenge, som er i en alder, hvor de er enormt læringsparate, og hvor man stadig kan lære dem en masse.
– Jeg er en træner, som gerne vil lytte til spillerne. Omvendt ved jeg også, hvor vigtigt det er, at man har noget struktur og disciplin samt arbejder hårdt for tingene. Det skal danne grund for de her U17-drenge både individuelt og som hold. Jeg er en velforberedt træner, som stiller store krav til mig selv og mit hold.
– Det bliver en spændende sæson, hvor vi går ud for at vinde. Det vigtigste er dog, at vi får udviklet spillerne til at blive endnu dygtigere og på sigt sende nogle af dem videre i systemet. Det er min helt store ambition, lyder det fra Allan K. Jepsen.
Claus Therkildsen får ny rolle
Siden sommeren 2019 har Claus Therkildsen stået i spidsen for FCM’s U17-hold. Han stopper i rollen på grund af personlige årsager.
– Claus er desværre nødt til at stoppe som U17-cheftræner, men heldigvis fortsætter han i klubben i andre funktioner, der indebærer opgaver på træningsbanen og tilknytning til scoutingområdet, siger Flemming Broe og fortsætter:
– Claus har ydet en meget professionel og dedikeret indsats som cheftræner for vores U17-hold, og han har skabt en stor individuel udvikling af spillerne, ligesom holdet også har leveret gode resultater. Uden for banen har Claus været dygtig til at fremme FCM-kulturen og mødt alle spillere med en holistisk tilgang.
FCM U17 sluttede den forgangne sæson flot af med ni sejre på stribe. Dermed efterlader Claus Therkildsen holdet med et flot aftryk.
Allan K. Jepsen starter i FCM den 14. juli, og vi byder ham et stort velkommen til klubben.