Førsteholdet

Anders Dreyer solgt til Rubin Kazan

Efter 70 kampe med store præstationer i FCM-trøjen skal Anders Dreyer fremover tørne ud for russiske Rubin Kazan, som offensivspilleren er blevet solgt til.

28/08/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Anders Dreyer scorede et mesterskabsgivende langskudsmål mod F.C. København sidste sommer. Et par måneder senere stod han bag FC Midtjyllands første scoring i Champions League. Ja, der har været mange mindeværdige scoringer fra Anders Dreyers skarpe venstreben i det seneste halvandet år.

Nu skal den 23-årige offensivspiller score mål i Rusland, idet han skifter til Rubin Kazan.

Sportschef Svend Graversen har kun roser til overs for Anders Dreyers præstationer i FC Midtjylland.

– Vi har været utroligt glade for at have Dreyer på holdet i det sidste halvandet år, hvor han har spillet på et meget højt niveau. Det har været med til at hjælpe os til et mesterskab og i Champions League, og vi kommer selvfølgelig til at huske hans mindeværdige mål, siger Svend Graversen.

Sportschefen lægger ikke skjul på, at transferen er en unik mulighed for både FCM og Anders Dreyer.

– Det er en unik mulighed både for ham og for os, som vi ikke kunne sige nej til. Det giver mening for alle parter at sige ja til det tilbud, og selvom vi kommer til at savne ham i klubben, er vi glade for og stolte over skiftet, lyder det fra Svend Graversen, som runder af:

– Han har arbejdet stenhårdt og hele tiden lagt på sit spil. Samtidig har han været en god repræsentant for klubben udenfor banen, så der skal lyde en stor tak til Dreyer for indsatsen, og vi ønsker ham alt det bedste fremover.

– En fantastisk tid

Anders Dreyer kom til FC Midtjylland i januar 2020, og siden da har han været en offensiv profil med 18 mål og 22 oplæg i 70 kampe. Det var blandt andet med til at sikre FCM’s tredje mesterskab og den første Champions League-deltagelse i vestjydens halvandet år i klubben.

– Det føles som endnu kortere end halvandet år. Det hele er gået vanvittigt stærkt. Der har været mange fede ting med mesterskabet i det første halve år efterfulgt af Champions League-eventyret. Det er helt klart noget, som jeg vil huske tilbage på som en rigtig god periode i min karriere, fortæller Anders Dreyer, som har haft det godt i FC Midtjylland både på og udenfor banen.

– Det har været en fantastisk tid, og jeg har altid smilet, når jeg har kørt til træning, fordi det har været dejligt at være i Midtjylland. Jeg tror på, at når man har det godt udenfor banen, hjælper det også inde på banen, og sådan har det været her i klubben.

Offensivprofilen har også været en populær skikkelse blandt fansene, og det er ikke gået ubemærket hen, selvom store dele af FCM-tiden var med tilskuerrestriktioner.

– Jeg er glad for, at vi nåede at spille med fyldt stadion her til sidst efter en lang corona-præget tid. Jeg kan stadig huske mine første kampe, hvor fansene støttede mig og holdet, og der var blandt andet end fed udebanekamp i Hobro. Det var fedt at opleve igen her i løbet af sommeren, siger Anders Dreyer, som sender en tak til de midtjyske fans.

– Der har altid været god opbakning, og fansenes sange, tekster og hilsner har gjort mig varm om hjertet. Det vil jeg gerne sige mange tak for. Det har betydet meget for mig.

Det er ikke blot i FCM, at kantspilleren med den varme venstreskøjte har været afgørende. Således scorede han to mål for Danmark til U21 EM tidligere på året, hvor Danmark nåede til kvartfinalen.

Nu rykker Dreyer til Rusland, hvor han skal tørne ud for Rubin Kazan, som aktuelt ligger nummer 5 i den russiske liga.

FC Midtjylland takker Anders Dreyer for en fortrinlig indsats og ønsker ham alt det bedste fremover.