Den sjette kamp på under tre uger står for døren tirsdag aften, når ungarske Ferencvaros gæster MCH Arena i 3. kvalifikationsrunde til Champions League.
Et hektisk program, der fortsætter mange uger endnu. Og det vækker glæde hos Joel Andersson, som i morgen kan spille sin europæiske klubkamp nr. 40 i karrieren.
– Jeg synes, det her er den sjoveste periode i sæsonen; at spille de her kvalifikationskampe samtidig med, at vi har mange kampe i ligaen.
– Det er hele tiden videre til næste kamp. Er man ikke helt tilfreds, kigger man på små ting, og så handler det om at komme hurtigt videre. Samtidig er det altid fedt at spille mod hold udenfor Danmark, fortæller højre backen, som har spillet fuld tid i tre af sæsonens hidtidige fem kampe.
Hvordan er de her europæiske kampe anderledes end opgørene i den hjemlige liga?
– Jeg snakkede faktisk med Oliver Sørensen om det i går. Jeg synes ofte, det bliver nogle åbne kampe i Europa, hvor man faktisk får mere tid på bolden. Samtidig er niveauet mange gange et nøk op.
– Min fornemmelse er, at vi overrasker holdene ude i Europa lidt mere end i Danmark. I Superligaen kender man hinanden så godt, og derfor bliver det ofte lidt mere lukket. Jeg synes, man udvikler sig meget som spiller og hold i de her europæiske kampe.
Drømmen om Champions League
Morgendagens kamp fløjtes i gang kl. 19.15, mens der en uge efter venter returopgør i Budapest.
– Vi skal have et godt resultat, selvom alt selvfølgelig kan ske i Ungarn. Det plejer at være nogle svære udebaner østpå, så vi skal gøre alt for at sikre et godt udgangspunkt i morgen, siger Joel Andersson.
Svenskeren er én af to spillere i den nuværende FCM-trup, som tidligere har stiftet bekendtskab med Champions League (Paulinho er den anden, red.). Dengang var det uden tilskuere som følge af corona-pandemien.
– Det ville betyde så meget at kvalificere os igen. Som klub, som individuel spiller og som hold. Selvfølgelig er det en oplevelse, men det er også en chance for at udvikle sig. Det er ikke hvert år, man spiller mod Liverpool, så det er super stort, og det vil det være igen. Det er det største, man kan spille.
– Vi har ikke prøvet at spille Champions League på MCH Arena med tilskuere. Det ville være fedt, og det er noget, jeg tit tænker på. Nu har vi fire kampe tilbage, der er lang vej, og vi skal tage det kamp for kamp. Det starter i morgen, afslutter Joel Andersson.