Førsteholdet

Andersson: En kamp jeg har glædet mig til i lang tid

Joel Andersson skal for første gang prøve kræfter med en tysk modstander, når Hoffenheim i morgen gæster MCH Arena i Europa League-premieren.

24/09/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Joel Andersson kan i morgen træde ind til sin 195. kamp i FC Midtjyland-regi, når TSG 1899 Hoffenheim gæster MCH Arena til det første opgør i den nye Europa League-ligafase.

Nedenfor sætter den svenske back ord på forventningerne til dysten og meget mere.

Om at skulle spille mod et Bundesliga-mandskab…

– Det er en kamp, jeg har glædet mig til i lang tid. Det er første gang, jeg skal spille mod et Bundesliga-hold, så det bliver fedt.

– Vi skal bringe det, vi altid stræber efter; at komme ind med energi, skarpe omstillinger, forsvare fremad og være aggressive. Det er sådan, vi gerne vil spille i Midtjylland. Derudover skal vi afslutte vores angreb og forhåbentlig score en masse mål.

Om at være på vej mod sit topniveau…

– Jeg synes, jeg har været i god form i længere tid. Men min form er alligevel bare blevet bedre og bedre, og jeg kan klare mere og mere. Jeg har spillet fuld tid de seneste fem kampe, jeg har det godt og er klar til at spille igen.

– Forhåbentlig kan jeg tage niveauet endnu højere, men jeg vil selv sige, at jeg er i god form.

Om at gå centralt i banen i opbygningsspillet…

– Både Valdemar (Byskov, red.) og Aral (Simsir, red.) er dynamiske spillere, og jeg prøver at skabe rum til dem og mig selv. Det handler om at skabe plads, få noget tid på bolden, og nogle gange kan mine holdkammerater spille forbi mig og videre til den næste.

– Jeg har prøvet det tidligere på højresiden, og jeg synes, det har fungeret godt på venstre også. At være dynamisk passer min spillestil fint – mere end bare at stå på den samme plads hele kampen. Så det er helt bevidst.

Om udsigten til endnu en europæisk aften på MCH Arena…

– Jeg har været heldig at få lov til at spille mange af dem, og forhåbentlig får jeg lov til at spille mange flere. Det er altid specielt.

– Det bliver også specielt at skulle spille klokken 21, som vi har prøvet mange gange tidligere også. Det bliver en lang dag, hvor stemningen lige så stille bygges op. Man bliver ikke nervøs, men snarere fokuseret, og man glæder sig mere og mere til kampen. Jeg nyder det.

Ekstra pladser frigivet

Kampen nærmer sig udsolgt, men det er lykkedes os at frigive en mængde pladser på Scan Global- og C.C. Contractor-tribunen. Har du således ikke fået købt billet til kampen endnu, er der altså en ekstra mulighed for at få en plads.

Vi opfordrer til ikke at vente for længe med at sikre dig en plads, da vi forventer, at pladserne ryger hurtigt.

Se program og køb billet