I forbindelse med Europa League-opgøret mod Maccabi Tel Aviv FC i Beograd den 3. oktober 2024 indgav hjemmeholdet to anklager mod Aral Simsir til delegaten fra UEFA.
På baggrund heraf åbnede det europæiske fodboldforbund en disciplinærsag, hvor det er blevet undersøgt, om Aral Simsir har forbrudt sig mod Art. 11(1) og Art. 11(2) ved angiveligt at have råbt “Befri Palæstina” efter første halvleg, og at han i anden halvleg provokerede modspillerne ved at sige “Jeg håber, I dør”.
FC Midtjylland har gennem hele forløbet samarbejdet fuldt ud med UEFA’s disciplinærinstans, CEDB, for at klarlægge hændelsesforløbet.
Aral Simsir vedkender at han efter første halvleg – på vej mod omklædningsrummet – udtrykte ”Befri Palæstina”, hvorfor han gives en reprimande af UEFA.
Derimod fordømmer både FC Midtjylland og Aral Simsir beskyldningen om ytringen ”Jeg håber, I dør”, som afvises på det kraftigste. Denne anklage er udokumenteret, ligesom ingen tredjepart har overhørt dette, ej heller dommerteamet eller øvrige officials, herunder UEFA’s delegat.
FC Midtjylland kan ikke genkende udlægningen
FCM har indtil nu undladt at kommentere sagen af respekt for den igangværende undersøgelse og den særlige følsomhed i den aktuelle politiske situation. Vi finder det dog nødvendigt at imødegå Maccabi Tel Avivs udlægning, idet vi finder den usand.
I løbet af første halvleg var Aral Simsir mål for gentagende alvorlige politiske provokationer med reference til hans tyrkiske ophav og konflikten i Mellemøsten fra Maccabi Tel Aviv.
Det er ikke en undskyldning, og det faktum at Simsirs ytring blev fremprovokeret, retfærdiggør den ikke, men det er en forklaring. FC Midtjylland finder det uklædeligt, at politiske ytringer udveksles på banen; fodbold skal samle, ikke splitte.
– Vi forstår, at alle mennesker har en grænse, og vi respekterer Arals ærlige og ydmyge erkendelse af at have begået en fejl. Vi accepterer dog ikke reaktionen, og vi har derfor også håndteret sagen internt for at sikre, at vores værdier om respekt og fairplay overholdes fremadrettet, fastslår fodbolddirektør Peter Sand.
Aral Simsir undskylder for sin upassende kommentar:
– I et øjeblik fyldt med frustrationer lod jeg mig rive med. Kommentaren var ikke rettet mod nogen personligt, men jeg blev provokeret og mistede fatningen – en klar fejl i min dømmekraft, fortæller Simsir.
– Det er en vigtig læring for mig, og fremover vil jeg gøre mit bedste for at holde følelserne i ro, uanset hvilke provokationer jeg måtte møde på banen. Jeg har begået en fejl og accepterer konsekvensen, slutter den tyrkiske u-landsholdsspiller.
Aral Simsir og FC Midtjylland har ikke yderligere kommentarer til sagen, som nu er afsluttet.