Førsteholdet

Aral Simsir hentes hjem og udlejes til Lillestrøm

Aral Simsir stopper sit lejeophold i FK Jerv før tid. Han udlejes samtidig til de norske titelkandidater fra Lillestrøm SK.

28/08/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Den talentfulde offensivspiller, Aral Simsir, har spillet en flot sæson i den norske Eliteserien, hvor han har været fast mand for FK Jerv. I alt er det blevet til 19 ligakampe med tre mål samt tre assists til følge.

Efter eget ønske har Aral Simsir valgt at stoppe sin lejeaftale med FK Jerv før tid. Opholdet i norsk fodbold er dog ikke forbi, idet den tyrkiske U21-landsholdsspiller lejes ud til Lillestrøm SK, som ligger på en aktuel 2. plads.

Aral Simsir forlænger med FC Midtjylland

Det 20-årige stortalent har haft et brændende ønske om at prøve sig af i toppen af Eliteserien, og det har parterne i samarbejde fundet en god løsning på.

– Aral har haft et flot halvt år i Jerv, hvor han har udviklet sig til at blive en vigtig spiller. Han føler sig nu klar til at tage det næste skridt karrieren og er kommet til os med et brændende ønske om at kunne spille resten af sæsonen i Lillestrøm, som kæmper en spændende kamp i toppen af Eliteserien, siger Svend Graversen og fortsætter:

– Det ønske har vi valgt at imødekomme, fordi Aral fortjener og er klar til at tage et skridt op i sin udvikling. Hans udviklingskurve har været stejl det seneste halve år, og vi tror på, at det her er endnu et step i den rigtige retning.

Lejeopholdet i Lillestrøm løber frem til den 31. december 2022, hvor Eliteserien har sin afslutning. Efterfølgende forventes Aral Simsir at vende tilbage til FCM. Han underskrev en ny femårig aftale med midtjyderne i starten af juni 2022.

Det 20-årige offensivtalent kom til FCM i 2017. Sidenhen har han været blandt profilerne på akademiet. Her har han vist sig flot frem i UEFA Youth League, hvor U19-holdet senest nåede kvartfinalen, og Simsir noterede sig for syv mål i seks kampe.

På seniorplan er det blevet til seks optrædener for FCM samt ét mål i en pokalkamp mod Kjellerup IF.