19-årige Aral Simsir skal tage det næste skridt i sin udvikling gennem en lejeaftale til FK Jerv, der netop er rykket op i Eliteserien, som er den bedste norske række.
Sportschef Svend Graversen peger på, at seniorerfaring er afgørende for den unge teknikers fortsatte udvikling.
– Aral kan få værdifuld erfaring ved at spille en sæson i den bedste norske liga, og seniorerfaring er det, han har brug for i forhold til at tage det næste skridt som fodboldspiller. Vi har indgået en god aftale med Jerv, som vi har en god relation til fra tidligere, og vi er sikre på, at det er et godt sted at udvikle sig for Aral, siger Svend Graversen.
– Vi er sikre på, at Aral kan gøre en forskel i Eliteserien med sine store offensive kvaliteter, som han har vist prøver på masser af gange. Især i Youth League har han været en profil, og det skal vi se på seniorniveau nu. Vi glæder os til at følge med i hans præstationer og udvikling, tilføjer sportschefen.
Aral Simsir kom til FC Midtjylland i 2017, hvor han begyndte på akademiet. Siden har han været en profil på ungdomsniveau og vist sig flot frem i de seneste to udgaver af UEFA Youth League, hvor FCM’s U19-hold nåede kvart- og ottendedelsfinalen.
I denne sæson står han noteret for syv mål i seks kampe i ungdommens pendant til Champions League, og sidste år lavede han 11 mål og 9 oplæg i 21 kampe, da FC Midtjylland blev danske U19-mestre.
På seniorplan er det blevet til seks optrædener i FCM-trøjen, hvor han har scoret et enkelt mål i efterårets pokalkamp mod Kjellerup.
Nu bliver det altså norske FK Jerv, der får glæde af den driblestærke offensivspiller. Eliteserien i Norge begynder i april og følger som bekendt kalenderåret.
Aral Simsir har kontrakt med FC Midtjylland til sommeren 2025, og lejeaftalen med FK Jerv løber frem til den 31. december 2022.
Held og lykke til Aral Simsir med lejeopholdet i Jerv.