FC Midtjyllands ældste akademister leverede i dag et forrygende comeback, da de besejrede Club Brugge med 3-2 efter at have bagud 0-2 efter bare 15 minutter.
Det skete i playoff-runden af Youth League, der er ungdommens pendant til Champions League.
Et af kampens højdepunkter må siges at være Aral Simsirs udligning til 2-2 efter en times spil, hvor den unge tekniker afdriblede et helt forsvar og sendte kuglen i nettet.
– Jeg fik bolden med en mand i ryggen og vendte af på ham. Så driblede jeg mellem to mere og fik lige sat den sidste mand, og så gik den heldigvis i mål. Det var en udmærket scoring, fortæller Aral Simsir med et smil efter slutfløjtet i Ikast.
Ti minutter senere scorede Oscar Fraulo til 3-2, som også blev kampens resultat.
– Det er en vanvittig fed følelse. Vi fik en virkelig dårlig start, men vi formåede at kæmpe os tilbage og endte med at vinde kampen. Den måde, vi gjorde det på, kan vi kun være stolte af, siger Simsir og tilføjer, at Valdemar Andreasens reducering kort før pausen var afgørende for at vende kampen:
– Det var vigtigt, at vi fik et mål inden pausen. Det skaffede os mere momentum, som vi tog med os i anden halvleg, hvor vi var det dominerende hold. Alt i alt spillede vi en kanon kamp.
Det var Aral Simsirs sjette mål i fem Youth League-optrædener i denne sæson.
– Kæmpe forløsning
Ovenpå et transfervindue med flere rygter om et potentielt skifte for den talentfulde dribler var det en forløsning for Simsir at få en succesoplevelse på banen.
– Det har været en turbulent januar for mig personligt med interesse fra andre klubber, og det har selvfølgelig fyldt i hovedet på mig. Derfor var det en kæmpe forløsning at gøre det godt i dag, score et flot mål og selvfølgelig vinde. Det er jeg super glad for, lyder det fra Aral Simsir, som fortsætter:
– Den her kamp er det første step på vej mod et godt forår for mig, hvor der er mere Youth League at se frem til, og så vil jeg selvfølgelig også gerne byde mig til på førsteholdet. Jeg er motiveret for at gøre det godt og få et godt forår, hvor jeg har fuld fokus på FC Midtjylland.
Med sejren over Club Brugge er FC Midtjylland nu klar til 1/8-finalen i Youth League. Lodtrækningen hertil finder sted på mandag.