Der er en række nye unge spillere i førsteholdstruppen, som er kommet op fra U19 eller vendt retur fra udleje. I forbindelse med sæsonstarten kan du lære dem bedre at kende gennem en portrætserie på vores hjemmeside.
Forrige forår fik den dengang bare 17-årige Aral Simsir debut i 3F Superliga, hvor han fik spilletid i tre kampe efter Corona-nedlukningen af den bedste danske række.
Inden da havde han imponeret i U19 Ligaen og UEFA Youth League med sine driblinger, kreativitet og output i offensiven.
I den netop overståede sæson har Aral Simsir scoret 11 mål i 21 kampe i U19 Ligaen, mens det blev til et enkelt indhop på førsteholdet i en sæson, som også blev præget af en skade.
– Det har været en lidt blandet sæson. Jeg havde selvfølgelig håbet på flere kampe på førsteholdet, men jeg fik en skade lige efter vinterpausen, og derfra handlede det mest om at finde tilbage til mit gamle jeg. Vi har spillet godt på U19, og det var selvfølgelig fedt at vinde mesterskabet, siger Aral Simsir.
Den nu 19-årige offensivspiller er nu fuldblodsseniorspiller, og han er ikke i tvivl om, hvad han går efter på den korte bane.
– Min ambition er helt klart at spille så meget som muligt og suge en masse til mig. Jeg vil gerne bidrage med de ting, jeg er god til rent offensivt ved at sætte mine medspillere op, udfordre én mod én og lave mål og assists, lyder det fra Simsir.
– 100 procent klar
Der var ikke tid til meget ferie for Aral Simsir, som nærmest med det samme efter U19-mesterskabet begyndte opstartsfasen med førsteholdet.
– Det har været en god opstart. Jeg har fået en masse læring ved at være med omkring holdet og fået lidt spilletid, så jeg er bedst muligt forberedt, når jeg igen får chancen. Jeg er 100 procent klar, slår den unge kantspiller fast.
Truppen er netop hjemvendt efter en uge lang træningslejr i Polen, som har haft et større udbytte end bare træning og testkampe.
– På træningslejren er man sammen om alt, så det giver en masse rent socialt at være afsted med holdet. De andre er åbne og imødekommende, og det gør selvfølgelig det hele meget lettere for os unge. Det har været en god uge, beretter Aral Simsir.
Cheftræneren blåstempler træningslejren
Fra Køge til Ikast
Aral Simsir er født og opvokset i Køge i en familie med tyrkiske rødder, og det var her, at fodboldinteressen blev vækket.
– Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg startede med at spille fodbold. Det har jeg bare altid gjort, føler jeg. Jeg var altid ude at spille foran lejligheden med mine venner, hvor det mest var for sjov, inden det stille og roligt blev mere seriøst, husker Aral Simsir.
I 2017 var fodboldinteressen blevet så seriøs, at den blot 15-årige knægt rykkede teltpælene op og startede på akademiet i Ikast flere timer væk fra familien.
– Det var virkeligt svært i starten at være så langt væk fra min familie. Det var hårdt for både mig og min familie, og det skulle man lige vænne sig til, fordi vi har altid været rigtigt tætte, fortæller den unge kreatør, inden han uddyber:
– Men i sidste ende vidste jeg godt, at det ville gavne mig i forhold til min drøm om at blive professionel fodboldspiller, og det har 100 procent været det værd.
Nu har Aral Simsir været i FC Midtjylland i fire år. I den periode har han spillet 21 ungdomslandskampe og udviklet sig som fodboldspiller.
– Jeg har udviklet mig meget i min tid i FCM. Seniorfodbold er noget andet end ungdomsfodbold både i forhold til fysikken og farten i spillet, og det har jeg hele tiden arbejdet mod, så på den måde er jeg en anderledes spiller i dag, forklarer Aral Simsir.
Aral Simsir blev kåret til Årets Udviklingsspiller på akademiet i den forgangne sæson. Indtil videre er det 19-årige talent noteret for fire førsteholdskampe for FC Midtjylland.