Førsteholdet

Arne Sandstø er ny First Team Coach

Den 56-årige nordmand har underskrevet en aftale som First Team Coach i FC Midtjylland. Han kommer fra en stilling som cheftræner for FK Jerv i hjemlandet.

11/07/23
Mads Jakobsen
Foto: William Marinus Vingtoft

FC Midtjylland opruster trænerstaben omkring førsteholdet. Her er den 56-årige nordmand Arne Sandstø ansat som ny First Team Coach. Han kommer fra en stilling som cheftræner hos FK Jerv i hjemlandet.

I FC Midtjylland har cheftræneren oftest været flankeret af to assistenter. Siden Carles Cuadrat stoppede, har klubben søgt en erstatning til at fuldende trænerteamet.

– Vi er meget tilfredse med tilføjelsen af Arne. Siden ansættelsen af Thomasberg har vi løbende drøftet vores setup og de har behov, vi har. Vi har ledt efter en rutineret person med cheftrænererfaring, der kan understøtte Thomasberg og resten af staben i hverdagen. Arne bliver en central figur i forhold til træningsplanlægning og eksekvering, og samtidig skal han fokusere på den enkelte spillers udvikling, fortæller sportschef Svend Graversen og fortsætter:

– Vi ser det som en fordel, at Arne kender klubben. Vi har haft et længere samarbejde med FK Jerv, hvor Arne har været cheftræner og rådet over David, Baidoo, Anene og senest Simsir. Vi har et indgående kendskab til hinanden og vi matcher på værdier.

Arne Sandstø har været cheftræner i norske FK Jerv siden januar 2016. Han har tidligere besiddet samme stilling i klubber som Odd, Start og Sandefjord.

– Godt mix af talent og erfaring

Den nu tidligere Jerv-chef er spændt på de nye udfordringer og fremhæver rammerne i Ikast og miljøet i klubben.

– Først og fremmest, så er Midtjylland en fantastisk klub i konstant udvikling. Der venter mig en ny udfordring, og jeg går til opgaven med stort mod. Der er et stort trænerteam omkring førsteholdet og et fantastisk miljø med ønsket om at blive endnu bedre. Det tiltrækker mig, lyder det fra Arne Sandstø.

– Jeg kommer med erfaring fra 27 år som cheftræner. Det bliver min opgave, at yde optimal støtte til Thomasberg og resten af trænerteamet. Der er mange dygtige, unge mennesker i klubben, så jeg ser et rigtig godt mix af talent og erfaring, fortæller den nye First Team Coach.

Billetsalget til Hvidovre- og Conference League-kampen er åbnet

I næste uge sparker vi for alvor 23/24-sæsonen i gang, og der venter tre kampe i træk på MCH Arena i 3F Superliga og Conference League.

De to første kampe ligger fast, og derfor er billetsalget til disse kampe netop åbnet.

Køb billetter her