Efter tre sæsoner i Allsvenskan skiftede Astrit Selmani i sommer til den israelske storklub Hapoel Beer Sheva. Tiden i den bedste svenske række bød på et flot scoringssnit med næsten et mål hver anden kamp og en assist i hver fjerde optræden.
Nu går tiden videre til Danmark, hvor angriberen fra Kosovo skal trække den sort-røde FC Midtjylland-trøje over hovedet.
– Astrit er en dygtig presspiller, som besidder en enorm aggressivitet. Han indeholder mange af de klassiske FCM-dyder, og han skal være med til at gøre vores udtryk endnu tydeligere, siger sportschef Svend Graversen og fortsætter:
– Han har samtidig en tilstedeværelse i boksen, som kan blive værdifuld for os. Han bringer en ny dimension i offensiven. Astrit figurerede højt i Smartodds-systemet, da han spillede i Hammarby, og med ham får vi en spændende angriber, der skal konkurrere med Frederik Heiselberg og Júnior Brumado.
FC Midtjylland henter egyptisk landsholdsspiller
Astrit Selmani fik sin fodboldopdragelse på Malmö FF’s akademi. Den 25-årige angriber fik for alvor sit gennembrud i 19/20-sæsonen, da han scorede 15 mål for Varbergs BoIS i den næstbedste svenske liga, hvorefter han fortsatte stimen med samme total året efter i landets bedste række.
Præstationerne førte til et skifte til hovedstadsklubben Hammarby IF, hvor Astrit Selmani genererede 21 mål og 14 assists i 57 optrædener. Han var desuden med til at vinde den svenske pokalturnering i 20/21-sæsonen med den afgørende scoring i straffesparkskonkurrencen mod BK Häcken.
– I den svenske pokalfinale i 2021 viste Astrit, at han kan stå for et tungt pres, da han havde en stor andel i Hammarbys pokaltriumf. Han er ikke bange for at gå forrest, når der er allermest på spil, fortæller Svend Graversen.
Der er sikret en købsoption på den 184 centimeter høje angriber, som tilslutter sig FC Midtjylland-truppen i den nærmeste fremtid.