Førsteholdet

Bach Bak efter sejren mod Silkeborg

Assistenttræneren understreger vigtigheden af at gå på landsholdsperiode med en positiv oplevelse og giver sin vurdering af søndagens opgør.

20/03/22
Jens Risom
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

– Det betyder helt vildt meget at få tre point frem for kun et enkelt. Det er livsvigtige point.

Ordene kommer bundærligt fra assistenttræner Kristian Bach Bak kort tid efter overtidssejren mod Silkeborg, hvor Henrik Dalsgaard blev matchvinder dybt inde i tillægstiden.

Det skete efter en lige kamp, hvor begge mandskaber havde chancer til at score før Dalsgaards 1-0-træffer kort før tid.

– Vi har haft en periode, hvor marginalerne ikke er gået vores vej, og det fik vi så i dag. Kampen kunne være tippet begge veje efter en åben anden halvleg, så vi er selvfølgelig tilfredse med, at vi trak det længste strå, siger Kristian Bach Bak, som kommer med en kort analyse af kampen:

– Til tider var vores spil rigtigt fint, mens vi i andre perioder smed for mange bolde væk. Men Silkeborg er også et godt mandskab, og deres genpres fungerer godt. De har altid mange folk omkring boldholderen, og det fik vi at føle i perioder.

– Vi skaber det, vi skal, og jeg er glad for vores udtryk, hvor vi mange gange har en god aggressivitet i presset. Vi skal arbejde videre på de positive takter, og der er stadig plads til forbedring, men lige nu er det selvfølgelig sejren og de tre point, som fylder, tilføjer Bach Bak.

Mentalt boost forud for landsholdsperioden

I forbindelse med at grundspillet nu er slut, er det blevet tid til årets første landsholdsperiode. Her skal FCM-lejren bygge op til Mesterskabsspillet, der indledes mandag den 4. april, og der kan søndagens oplevelse bruges positivt.

– Det mål, Dalle scorer i overtiden, kommer til at give et mentalt boost og en masse energi, vi kan bruge her i landsholdsperioden. Det er altid rart at gå på kamppause med en positiv oplevelse, fortæller Kristian Bach Bak og afslutter:

– Sejre gør bare, at der kommer lidt mere tro på tingene, og det boost skal vi tage med ind i Mesterskabsspillet. Der venter ti spændende kampe, hvor vi skal op på et højere niveau, og det skal vi arbejde benhårdt for på træningsbanen i de kommende to uger.

Divisionsforeningen har netop offentliggjort kampprogrammet for den resterende del af sæsonen.

Program for Mesterskabsspillet fastlagt

FCM indleder Mesterskabsspillet med et nyt opgør mod Silkeborg. Det sker mandag om to uger hjemme på MCH Arena.