Førsteholdet

Begivenhedsrige uger for Victor Bak – nu venter Viborg

Victor Bak fik forleden sin europæiske debut, da han spillede sidste del af opgøret mod Sporting CP. Nu ser han frem mod mandagens dyst i Viborg.

19/02/23
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Tidligere denne vinter skrev 19-årige Victor Bak under på en ny femårig aftale med FC Midtjylland. Kontraktforlængelsen kom i hus efter et flot halvårligt lejeophold i Hobro IK, hvor den hårdtarbejdende venstreback tog store skridt i sin udvikling.

Lokalt forsvarstalent underskriver ny femårig aftale

De seneste 14 dage har budt på træningslejr i Portugal, og torsdag aften kulminerede nogle begivenhedsrige uger for Victor Bak med europæisk debut og anden officielle førsteholdskamp, da han spillede de sidste 20 minutter af opgøret mod Sporting CP.

– Jeg er bare glad – særligt for at kunne hjælpe holdet. Jeg fokuserede på at løse mine opgaver og forsøgte bare at vise mig frem bedst muligt, fortæller Victor Bak og fortsætter:

– Man kunne ikke høre eller dirigere sine holdkammerater på grund af stemningen udefra. Det kræver, at der er en intern relation på holdet, fordi man slet ikke kan snakke sammen. Det var stort at opleve.

– Kampen kunne være gået begge veje. Jeg synes, resultatet var fair, men selvfølgelig kunne det have været fedt at tage sejren. Jeg elsker den her slags kampe, hvor begge hold går til den og kører på.

– Fodbold når det er bedst

Mandag kl. 19.00 venter årets første kamp i 3F Superliga, når Det Midtjyske Derby står for døren på Energi Viborg Arena.

Victor Bak og resten af holdkammeraterne går ind til kampen med stor tro på tilværelsen efter nogle positive uger i Portugal, som blev sluttet flot af på Estádio José Alvalade.

– Træningslejren har været god. Vi har trænet godt og haft nogle fine kampe i opstarten. For mig personligt handler det bare om at spille så meget fodbold som muligt og hver eneste dag vise, hvad jeg kan. Det har jeg haft mulighed for i Portugal, fortæller Victor Bak.

Den tidligere akademispiller ser frem til den kommende periode, hvor der venter tre store opgør på kun en uge.

– Vi tager til Viborg efter at have spillet en sindssygt fed kamp. Det er fodbold, når det er bedst. Man spiller for at være med til de her kampe, og lige nu kommer de fede opgør i stimer, siger Victor Bak og melder holdet klar til kamp:

– Der er ingen undskyldninger. Det er et derby, og hele holdet er klar. Vi går ind til opgøret med en god følelse og stor tro på tingene.