Akademiet

Bilal Konteh skriver under på ny lang kontrakt

U19-forsvarsprofilen, som var med førsteholdet på træningslejr i januar, skriver under på en ny femårig aftale.

14/02/25
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Bilal Konteh skiftede til FC Midtjylland fra svenske IFK Haninge for to år siden. Efter at være kommet ind i det midtjyske miljø har den 18-årige forsvarsspiller, som fyldte år i går, taget store skridt i flere facetter af sit spil.

Stærk og hurtig forsvarsspiller skifter til det midtjyske akademi

Det resulterer nu i en femårig kontraktforlængelse til forsvarsprofilen på det ældste akademihold.

– Bilal har udviklet sig i alle forsvarsprincipper, siden han kom til klubben. Han besad et spændende råmateriale, og efter at være kommet ind i vores miljø har han taget store skridt. Den her kontraktforlængelse er en ros til ham selv, hans bagland og alle i FC Midtjylland, der har været med omkring hans udvikling – og fortsat kommer til at være det.

– Han er et fysisk pragteksemplar på hurtighed og power. Kombinationen af de to ting gør ham ekstraordinær. Samtidig er han rolig på bolden og ser gode åbninger i spillet.

– Det her viser, hvor langt man kan komme på et fordelagtigt samarbejde, når man tager et stort talent og placerer ham i et godt miljø, siger akademichef Jacob Larsen.

Store ambitioner for fremtiden

Bilal Konteh, som er i gang med sin første sæson som U19-spiller, står noteret for 15 kampe i landets bedste ungdomsrække og fire opgør i UEFA Youth League. Onsdag spillede han fuld tid på EDC Arena i Ikast foran 1.412 tilskuere mod Manchester City.

Et godt eksempel på de oplevelser og erfaringer, den unge stopper allerede nu har gjort sig efter to år i FC Midtjylland.

– Jeg er virkelig glad. Fra dag ét, jeg kom til klubben, har jeg udviklet mig. Der er en familiefølelse her, og jeg glæder mig til at se, hvor jeg kan tage mit spil til nu.

– Da jeg kom til klubben, vidste jeg ikke så meget om at forsvare. Lige med det samme oplevede jeg et fokus på at lære de forskellige forsvarsprincipper, at opbygge muskler, spise og sove godt – alle de små ting, der hjælper dig med at præstere bedre på banen, siger Bilal Konteh.

Kontraktforlængelsen var én målsætning – nu fortsætter arbejdet mod at opfylde de næste:

– Min ambition er at komme på førsteholdet i FC Midtjylland, spille europæisk fodbold og på et tidspunkt blive solgt videre til udlandet. Nu skal jeg bare fortsætte, siger Bilal Konteh.

Der skal lyde et stort tillykke med kontraktforlængelsen til Bilal Konteh.