Aftenens 1-1-resultat i Budapest betyder, at vi er videre til den afgørende playoff-runde i Champions League med en samlet sejr på 3-1. Her bliver modstanderen slovakiske Slovan Bratislava, og vi spiller første kamp på MCH Arena allerede på onsdag den 21. august kl. 21.00.
Samtidig er 3F Superliga-kampen mod Sønderjyske Fodbold også endeligt fastlagt. Den kamp spilles lørdag den 24. august kl. 16.00 på MCH Arena.
Nedenfor kan du se info om sæsonkort og billetter til de to kampe.
Sæsonkort
Alle sæsonkort er gældende til begge kampe på helt almindelig vis, og sæsonkortholdere skal derfor ikke trække billet til Champions League-kampen. Såfremt UEFA inddrager nogle af sæsonkortholdernes pladser til kampen mod Slovan Bratislava, vil vi kontakte de berørte sæsonkortholdere direkte.
Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart, så en anden kan få glæde af den, og du samtidig kan få registreret et fremmøde.
OBS. Alle pladser på stadion til de europæiske kampe er siddepladser, og derfor er pladserne på C.C. Contractor-tribunen siddepladser til kampen mod Slovan Bratislava. Pladserne er unummerede, og man finder derfor blot en ledig plads, som man plejer.
BilletFlex
Alle med BilletFlex skal som altid trække billet, og BilletFlex gælder også til begge kampe. Vi åbner for, at BilletFlex’ere kan trække deres billet til kampene i morgen onsdag den 14. august kl. 10.00. Vi opfordrer til at få trukket sin BilletFlex-billet i god tid, hvis man ved, at man kommer til kampene, da vi ikke kan garantere en plads, hvis der skulle blive udsolgt.
Vi sender særskilt info til alle BilletFlex’ere, når vi åbner i morgen.
Billetsalg
Når alle med BilletFlex har haft mulighed for at trække sin billet, starter det åbne billetsalg, hvor alle andre kan købe billet. Det åbne billetsalg til begge kampe starter fredag den 16. august kl. 10.00.