Klubben

Billetinfo om pokalkampen mod Hillerød

I næste uge træder vi ind i Oddset Pokalen, når vi tager imod Hillerød Fodbold på MCH Arena i 3. runde. Få information om billetsalget til kampen her.

11/09/24
Morten Ambo
Foto: Daniel Stentz

I næste uge står den på pokalbold, når vi tager imod Hillerød Fodbold i 3. runde af Oddset Pokalen. Kampen skulle være spillet på Hillerød Fodbolds hjemmebane, men efter anmodning fra Hillerød om at flytte kampen til et andet stadion, er det blevet besluttet, at kampen i stedet spilles på MCH Arena tirsdag den 17. september kl. 17.00.

Selvom kampen spilles på MCH Arena, er der reelt set stadig tale om en udekamp, da Hillerød Fodbold officielt er hjemmehold i kampen. Det faktum – sammenholdt med et tidligere kamptidspunkt end normalt – betyder, at der til kampen vil være et andet setup på MCH Arena end til en normal hjemmekamp.

Alt det kan du blive klogere på nedenfor.

Adgang for sæsonkortholdere

Til kampen vil kun Faxe Kondi- og C.C. Contractor-tribunen være åben for fans, og det betyder også, at sæsonkortholdere på disse tribuner kan bruge deres sæsonkort på helt almindelig vis.

Sæsonkortholdere på AL-Bank-tribunen, som ønsker at komme til kampen, skal kontakte os på billetsalg@fcm.dk, så vi kan hjælpe med en gratis billet til enten Faxe Kondi- eller C.C. Contractor-tribunen. Sæsonkort til AL-Bank-tribunen vil ikke kunne scannes ind på Faxe Kondi- eller C.C. Contractor-tribunen.

Vi har sendt yderligere info direkte til alle sæsonkortholdere på e-mail.

Adgang for BilletFlex’ere

Alle BilletFlex’ere har også adgang til kampen. Man kan trække billet på samme måde som til en almindelig kamp i 3F Superliga, men det vil kun være Faxe Kondi- og C.C. Contractor-tribunen, der er åben til kampen, og derfor kan BilletFlex’ere altså kun trække billet til én af disse tribuner.

Normalvis har BilletFlex’ere 48 timers førsteret til at trække billet, men da kampen slet ikke skulle være spillet på MCH Arena, og da der samtidig er kort tid til kampen, kan vi desværre ikke til denne kamp tilbyde de 48 timers førsteret til at trække billet.

BilletFlex’ere kan naturligvis stadig trække en gratis billet, som man plejer, men det bliver på samme tidspunkt, som det officielle billetsalg starter. Det sker i morgen torsdag den 12. september kl. 10.00, og det er altså også her, BilletFlex’ere kan trække en gratis billet til kampen.

Vi har også sendt yderligere info direkte til alle BilletFlex’ere på e-mail.

Billetsalg

Det åbne billetsalg til kampen starter i morgen torsdag den 12. september kl. 10.00. Billetter koster 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn.

Køb billet til kampen

Åbningstider på stadion og i 3F Fanzonen

Til kampen vil der være et mindre setup på stadion og i 3F Fanzonen. Indgangene til Faxe Kondi- og C.C. Contractor-tribunen samt 3F Fanzonen åbner kl. 16.00 – altså én time før kampstart.

Der vil være en bod åben både på Faxe Kondi-tribunen og på C.C. Contractor-tribunen, ligesom det vil være muligt at købe både mad og drikke i baren og madboderne i 3F Fanzonen, men der vil ikke være fuldt åbent i alle boder under tribunerne.

Generelt vil der til kampen være et mindre setup end normalt på MCH Arena. Det skyldes bl.a. det tidlige kamptidspunkt, hvilket gør det svært for vores frivillige at hjælpe på samme måde som til en normal kamp.

I stedet kan vi glæde os over, at vi får endnu en kamp på MCH Arena – denne gang endda en pokalkamp, som vi ikke har haft mange af på MCH Arena i årenes løb.

Vi ses til pokalbold på MCH Arena på tirsdag.