Spillere og trænerstab har nu været i gang med pre-season i halvanden uge, og der arbejdes hårdt på at stå så skarpt som muligt, når vi inden længe starter sæsonen med tre hjemmekampe i træk på MCH Arena.
Vi åbner 3F Superliga fredag den 21. juli kl. 19.00 mod oprykkerne fra Hvidovre IF, og fem dage senere – onsdag den 26. juli kl. 18.45 – venter første opgør i 2. kvalifikationsrunde til Conference League-gruppespillet mod enten FC Progrès Niederkorn fra Luxembourg eller SC Gjilani fra Kosovo.
Sidste kamp i rækken er mod Silkeborg IF i 3F Superliga. Opgøret spilles enten lørdag den 29. juli kl. 18.30 eller søndag den 30. juli kl. 14.00, og tidspunktet afgøres, når vi ved, om vi skal møde FC Progrès Niederkorn eller SC Gjilani i Conference League. Det afgøres torsdag den 20. juli.
Nedenfor kan du se info om sæsonkort og billetter til de tre kampe.
Sæsonkort
Alle sæsonkort er gældende til alle tre kampe på helt almindelig vis, og sæsonkortholdere skal derfor ikke trække billet til Conference League-kampen. Såfremt UEFA inddrager nogle af sæsonkortholdernes pladser til kampen mod FC Progrès Niederkorn eller SC Gjilani, vil vi kontakte de berørte sæsonkortholdere direkte.
Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart, så en anden kan få glæde af den, og du samtidig kan få registreret et fremmøde.
OBS. Alle pladser på stadion til de europæiske kampe er siddepladser, og derfor er pladserne på C.C. Contractor-tribunen siddepladser til kampen mod FC Progrès Niederkorn eller SC Gjilani. Pladserne er unummerede, og man finder derfor blot en ledig plads, som man plejer.
BilletFlex
Alle med BilletFlex skal som altid trække billet, og BilletFlex gælder også til alle tre kampe. Vi åbner for, at BilletFlex’ere kan trække deres billet til kampene mod Hvidovre IF og FC Progrès Niederkorn eller SC Gjilani fredag den 7. juli kl. 10.00. Vi opfordrer til at få trukket sin BilletFlex-billet i god tid, hvis man ved, at man kommer til kampene, da vi ikke kan garantere en plads, hvis der skulle blive udsolgt.
Til kampen mod Silkeborg IF har BilletFlex’ere mulighed for at trække billet fra fredag den 21. juli kl. 10.00. Det skyldes, at vi først kender kamptidspunktet torsdag aften.
Vi sender yderligere info snarest til alle BilletFlex’ere.
Billetsalg
Når alle med BilletFlex har haft mulighed for at trække sin billet, starter det åbne billetsalg, hvor alle andre kan købe billet. Det åbne billetsalg til kampene mod Hvidovre IF og FC Progrès Niederkorn eller SC Gjilani starter mandag den 10. juli kl. 10.00, mens billetsalget til Silkeborg-kampen starter søndag den 23. juli kl. 10.00.