Sejren over AGF i aftes bragte os op på en delt førsteplads i Mesterskabsspillet, og vi lever dermed videre i guldkampen. Nu venter to udekampe, inden vi runder af på hjemmebane søndag den 26. maj kl. 17.00 mod Silkeborg IF. Det er ekstremt tæt i toppen af 3F Superliga, og uanset hvordan de kommende kampe og resultater falder ud, kæmper vi for afgørende point i sidste spillerunde.
Billetsalget til Silkeborg-kampen er netop skudt i gang.
Sæsonkort og BilletFlex
Alle sæsonkort er naturligvis gældende til kampen på helt almindelig vis. Kan du som sæsonkortholder ikke komme, så husk at få frigivet din plads senest 48 timer før kampstart, så en anden kan få glæde af den, og du samtidig kan få registreret et fremmøde.
Alle med BilletFlex skal som altid trække billet til kampen. Vi opfordrer til at få trukket sin BilletFlex-billet i god tid, hvis man ved, at man kommer til kampen, da vi ikke kan garantere en plads, hvis der skulle blive udsolgt.
Fanzonen er åben før kampen
Der er som altid åbent i fanzonen foran MCH Arena inden kampen. Vi åbner kl. 15.00, og her kan du købe mad og drikke i boderne på C.C. Contractor-tribunen, KøkkenPiraterne kommer med en foodtruck, du kan besøge Ulveshoppen, og ungerne kan prøve forskellige fodboldaktiviteter.