Klubben

Bliv en del af medieteamet i FC Midtjylland

Vi ønsker at udvide vores netværk og tilbyder en række forskellige opgaver, som du selv har rig mulighed for at præge og dermed sætte dit aftryk på FC Midtjylland.

19/12/23
FC Midtjylland
Foto: Daniel Stentz

Drømmer du om en karriere i sportens verden, eller har du en særlig interesse for fodbold? Vil du have en fod indenfor hos et af landets absolutte tophold – og største sportsbrands – og bidrage til dækningen af FC Midtjylland?

Så har du nu muligheden for at blive tilknyttet klubbens medieteam. Vi leder efter flere profiler, der kan være med til at øge dækningen, hvad enten du brænder for det redaktionelle eller det kreative.

Vi tilbyder en række forskellige opgaver, som du selv har rig mulighed for at præge og dermed sætte dit aftryk på FC Midtjylland. Det kunne være:

  • Redaktionel dækning af FC Midtjyllands akademi og førstehold samt øvrige ad hoc-opgaver
  • Udarbejdelse af kamp-magasin til hjemmekampe i 3F Superliga
  • Afvikling af medieopgaver til hjemmekampe på MCH Arena
  • Kreativ indholdsproduktion – grafik, foto eller video – til klubbens platforme
  • Mulighed for selv at byde ind med idéer, koncepter og formater

Du vil blive knyttet til klubbens eksisterende medieteam med mulighed for at arbejde hjemmefra eller via træningsanlægget i Ikast og MCH Arena i Herning.

Din profil

Det gør ikke den store forskel, om du er nyuddannet, eller om du har nogle års erfaring. Du kan også være i gang med en relevant uddannelse og søge det perfekte studiejob, eller blot have en naturlig passion for fodbold.

Det vigtigste for os, er, at du brænder for det, du laver, og at du ønsker at udvikle dine kompetencer og dit netværk. Vi kan bidrage med adgang til et spændende miljø og faglig sparring samt til din personlige og professionelle udvikling.

Der er ingen krav til timeantal, og der tages hensyn til din primære beskæftigelse. Rammen for samarbejdet aftales individuelt.

Ansøgning

Har muligheden for at blive tilknyttet FC Midtjylland vakt din interesse, så kan du sende en kort motiveret ansøgning samt dit CV til kommunikationschef Mads Hviid Jakobsen på mhj@fcm.dk med emnet ”Medieteam”.

Har du spørgsmål kan du også henvende dig på telefon 25600090.

Der er ansøgningsfrist fredag den 26. januar, og vi afholder samtaler løbende.