Førsteholdet

Bo Henriksen er ny cheftræner i FC Midtjylland

FC Midtjylland er blevet enige med Bo Henriksen om en 3-årig aftale, der gør den 46-årige træner til ny mand i spidsen for det midtjyske mandskab.

31/05/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Mandag eftermiddag er Bo Henriksen præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland. Han har skrevet under på en kontrakt, som løber frem til 2024.

Sportschef Svend Graversen sætter ord på, hvorfor Bo Henriksen er FCM’s nye træner.

– Bo har altid formået at få mere ud af sit materiale – både i Brønshøj og i Horsens. Det har vi også gjort i Midtjylland, så på den måde er det et fremragende match. Han er utroligt god til mennesker og mandskabsbehandling, og det er indbegrebet af vores værdier i klubben, så vi er meget tilfredse med, at han er på plads i klubben, fortæller Svend Graversen.

Det var en hurtig proces at få aftalen på plads med Bo Henriksen, da det stod klart, at Brian Priske rykkede til Belgien.

– Som klub er vi altid forberedt på udskiftninger i truppen og på trænerposten. Der er mange attraktive navne, når vi har haft de resultater, som vi har haft. Derfor har vi løbende snakket med træneremner, så vi var klar til at trykke på knappen, hvis der skulle ske noget. Vi skulle ikke bruge lang tid på at få aftalen på plads, lyder det fra Svend Graversen.

– Det var en no-brainer

46-årige Bo Henriksen var fra 2007 til 2014 cheftræner i divisionsklubben Brønshøj, som han rykkede op i 1. division og præsterede flotte resultater med.

Derefter hentede AC Horsens Henriksen til klubben, som han førte til oprykning til 3F Superliga i sommeren 2016.

Herefter fulgte fire sæsoner, hvor AC Horsens undgik at rykke ned, inden han stoppede i sommeren 2020. Siden har Bo Henriksen været en del af ekspertkorpset hos TV3 Sport.

Nu er han klar til at indtage cheftrænerposten på MCH Arena, og det tog ikke lang tid for ham at beslutte sig om det.

– Der er en masse mennesker med passion og energi i alt, hvad de foretager sig, og når det samtidig er et så spændende projekt, var det en no-brainer, da jeg fik muligheden, siger Bo Henriksen om grunden til, at han har valgt FC Midtjylland.

Den karismatiske træner ved, hvad han skal bidrage med.

– Jeg skal komme med input til den kultur, som er bygget op i Midtjylland i en lang periode. Der er mange dygtige mennesker, som jeg også skal lære fra, men jeg kommer med en pakke, som forhåbentligt kan gøre, at klubben kan tage endnu et skridt, lyder det fra FCM’s nye cheftræner, som understreger:

– Jeg er kommet for at vinde og udvikle klubben. Det er det, der driver mig som menneske, så jeg glæder mig vanvittigt meget til at komme i gang.

Bo Henriksens mandskab møder ind efter sommerferien den 17. juni, hvorefter arbejdet for alvor begynder med den første holdtræning.

– Jeg er garant for at sætte et hold på banen, som yder sit bedste hver eneste gang, og det vil jeg se lige fra start. Men jeg kommer ikke og skal lave vanvittige ændringer. FC Midtjyllands DNA er bygget om sammenhold, power og energi, og det er gode dyder, som vi skal videreudvikle, afslutter Bo Henriksen.

Fakta om Bo Henriksen

  • Født: 7. februar 1975 (46 år)
  • Karriere som træner: Brønshøj BK, AC Horsens og FC Midtjylland
  • I sin spillerkarriere var Bo Henriksen med til at vinde mesterskabet med Herfølge i 2000 og havde desuden nogle år i England og Island