Akademiet

Bronze til U17 ved De Nordiske Mesterskaber

Ligesom U19-holdet vandt også U17-mandskabet bronze ved De Nordiske Mesterskaber.

12/12/22
Kasper Petersen
Foto: FC Midtjylland

I den forgangne uge deltog U17 i De Nordiske Mesterskaber i svenske Borås, hvor de konkurrerede mod toppen af skandinavisk fodbold.

Sportslig succes var naturligvis højeste prioritet, men derudover var dagsordenen også, at trænerteamet fik mulighed for at se en række prøvespillere an. Det blev der rig mulighed for, da det komprimerede kampprogram betød, at turneringens fire kampe skulle spilles på blot fem dage.

U17 drager også til De Nordiske Mesterskaber

De otte deltagende hold blev opdelt i to grupper. Her mødte mandskaberne hinanden i et enkelt opgør, som blev efterfulgt af en placeringskamp mod holdet, der endte på samme position i modsatte gruppe.

Gruppe 1 bestod af FC Midtjylland, IFK Göteborg, Halmstads BK og Rosenborg BK.

Gruppe 2 bestod af F.C. København, OB, Haugesund og Hammarby IF.

FC Midtjylland – Rosenborg BK (3-1)

Første gruppekamp var mod den norske traditionsklub Rosenborg BK.

Desværre var det Rosenborg, der kom bedst ud af starthullerne ved dette års Nordiske Mesterskaber. Malthe Bøndergaard mistede bolden i bagerste geled, og det blev straffet af nordmændenes nr. 8, som sparkede klubben fra Trondheim foran med 0-1 efter fem minutter.

Efter 25 minutters spil bragte Sofus Johannesen balance i regnskabet, hvor de tekniske færdigheder blev vist flot frem af den formstærke midtbanespiller. Sofus Johannesen vandt en duel på banens midte, lavede en fin tunnel og satte to yderligere modstandere af, inden han sparkede bolden ind via stolpen til 1-1.

Kort før pausen kom FCM fortjent foran. En glimrende diagonal fra Lasse Overgaard blev sendt ud på venstrekanten til Andreas Knak. Herefter blev bolden spillet flot ind i feltet, inden den ramte netmaskerne. 2-1 til midtjyderne.

Med ti minutter igen faldt afgørelsen. Et eksemplarisk angreb af de unge ulve, hvor bolden til slut blev lagt tilrette for Marcus Nielsen, som efterfølgende fjernede spindelvævet i venstre målhjørne.

Flere mål kom der ikke, og dermed var FCM kommet godt fra land med en solid 3-1 sejr i første gruppekamp.

Halmstads BK – FC Midtjylland (3-4)

Dagen efter var FCM’erne igen klar på den indendørs 11-mandsbane, da svenske Halmstads BK ventede.

Her kom Marcus Nielsen igen på måltavlen, da han tæt inde under mål sparkede FCM foran med 1-0 kort efter kampens begyndelse.

To minutter inde i anden halvleg blev føringen fordoblet. Halmstads keeper efterlod et kæmpe hul i venstre side af målet, og placeringsfejlen blev udnyttet til fulde, da bolden blev sendt roligt ind i venstre hjørne.

Fem minutter senere blev det også til 3-0. Marcus Nielsen spillede sin angrebskollega fri, som derefter sparkede bolden ind via overliggeren.

Herefter fik midtjyderne at mærke, hvor hurtigt det kan gå i fodbold. Efter et hjørnespark blev det midtjyske restforsvar fanget i en kontra, og blot ti sekunder senere skulle bolden pilles ud af eget net. 1-3 efter 65 minutter.

Fem minutter senere blev spændingen for alvor genoplivet. En fejlslået pasning i det midtjyske opbygningsspil blev opsnappet af Halmstads-drengene. Det efterlod det midtjyske stopperpar for langt fra hinanden, og blot fire berøringer senere var bolden i mål.

Med et kvarter igen blev comebacket fuldendt for Halmstads, og så var den komfortable 3-0-føring pludselig forduftet på kort tid.

Men trods momentum uden tvivl var at finde i Halmstads lejr, formåede FCM alligevel at tilkæmpe sig alle tre point. Med to minutter igen blev kampens syvende og sidste scoring sat ind af Malik Pimpong. Sønnen af den tidligere 3F Superliga-profil, Razak Pimpong, kom med knæet først på en returbold, hvilket var nok til, at bolden sejlede ind i nettet til slutresultatet 3-4.

FC Midtjylland – IFK Göteborg (3-4)

Med begge mandskaber på maksimumpoint efter gruppens første to kampe, var den sidste af slagsen en direkte duel om finalepladsen. Grundet bedre målscorer var en uafgjort nok for IFK Göteborg, mens alt andet end en sejr til midtjyderne, ville betyde at man i stedet skulle spille om bronze.

Efter 18 minutters spil tog de unge FCM’ere første skridt mod finalen. Igen var det Marcus Nielsen, som bragte holdet i front med 1-0 efter endnu en glimrende afslutning i højre målhjørne.

Efter 23 minutters spil blev 2-0-scoringen sat ind. Gustav Bjerge foretog et glimrende løb i ryggen på det blåhvide forsvar, inden han sendte læderkuglen i mål med ydersiden.

Fem minutter senere kom reduceringen til 2-1. Göteborgs højreback stormerede frem i et overlap, inden han serverede bolden for sin holdkammerat, der sikkert sendte bolden i nettet.

I det 40. minut udlignede svenskerne tilmed til 2-2, og i første halvlegs overtid kom finalepladsen endnu mere på afstand for det næstældste akademihold. Med en sublim førstegangs afslutning sendte IFK Göteborgs nr. 7 sit hold foran med 2-3.

Ti minutter inde i anden halvleg begik Mahdi Babiasl straffespark. Den midtjyske venstreback kom på den forkerte side af sin direkte modstander og i et forsøg på at stoppe gennembruddet, blev der begået en forseelse.

Dermed fik svenskernes nr. 9 en chance fra 11-meterspletten og kunne dermed fuldende sit hattrick. Han vandt duellen overfor sin landsmand, Liam Selin, hvilket sendte IFK Göteborg uhyre tæt på en gruppesejr.

Selvom de unge ulve fik reduceret til slut efter klumpspil i det svenske felt, kickstartede det desværre ikke et comeback. Dermed skulle U17-mandskabet kæmpe om bronze på sidstedagen ved dette års Nordiske Mesterskaber.

FC Midtjylland – Odense Boldklub (1-1, sejr efter straffe)

I placeringskampen mødte man velkendt modstand fra Danmark i form af OB. Fynboerne vandt også deres første to kampe, inden de led et snævert nederlag til F.C. København i sidste gruppekamp.

Marcus Nielsen var brandvarm i gruppespillet, og den imponerende målform fortsatte i den afgørende placeringskamp. Efter 25 minutters spil opsnappede han en fejlslået diagonalbold, som blev sikkert eksekveret af den formstærke kantspiller. Den lokale offensivspiller med en fortid i Hammerum IF spillede en glimrende turnering, hvor han formåede at score i samtlige kampe.

I det 57. minut kom “De Striwede” tilbage i opgøret. Et glimrende indlæg fra venstresiden ramte OB’s Lasse Andersen i pandebrasken, og den høje angriber stangede bolden sikkert i mål til stillingen 1-1.

Efter 65 minutter blev OB’s målmand udvist efter at have samlet bolden op udenfor feltet, men midtjyderne omdannede ikke overtallet til en sejr i ordinær spilletid.

Dermed måtte opgøret mellem de to ungdomshold ud i straffesparkskonkurrence. Her trak FCM sig sejrsrigt ud af den nervepirrende disciplin, da de midtjyske straffesparksskytter var sikkerheden selv og scorede på samtlige forsøg, inden målmand Silas Novrup pillede det sidste forsøg fra 11-meterspletten.

Cheftræneren godkender indsatsen

Sådan sikrede U17 sig på dramatisk vis medaljer af bronze ved De Nordiske Mesterskaber 2022. Et turneringsforløb cheftræner Allan K. Jepsen kalder for lærerigt, mens han samtidig godkender den sportslige indsats:

– Det har været nogle hektiske og dramatiske kampe. Med en kamp stort set hver dag, mange mål, tætte kampe, scoringer helt til sidst og her til slut en straffesparkskonkurrence har det været en meget lærerig turnering for vores unge spillere på mange områder. Overordnet set har det været en god turnering for os. Vi har haft nogle 2006’ere, 2007’ere og 2008’ere samt en række prøvespillere med, som alle fik spilletid og mulighed for at bevise sig selv, så vi er godt tilfredse, fortæller U17-cheftræneneren Allan K. Jepsen.

Gruppevinderne fra FCM’s pulje, IFK Göteborg, endte som Nordisk Mester 2022, da de besejrede F.C. København i finalen på straffesparkskonkurrence efter 3-3 i ordinær spilletid.

Nu venter der en lang og fortjent vinterpause for U17-mandskabet inden turneringsopstarten til februar. Ligesom kalenderåret 2022 sluttede med en kamp mod OB, begynder det nye kalenderår også med en kamp mod fynboerne, når klubben fra Ådalen gæster EDC Arena i årets første ligakamp den 11. februar 2023.

U19 sikrede bronze ved De Nordiske Mesterskaber