Førsteholdet

Brumado arbejder hårdt for comeback

Júnior Brumado arbejder hårdt på træningsbanen for at vende tilbage fra den knæskade, som har holdt ham ude siden starten af maj.

14/07/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Da FCM spillede 2-2 mod Brøndby IF den 12. maj, måtte Brumado humpe fra banen kort før tid. Scanninger viste efterfølgende, at brasilianeren havde pådraget sig en knæskade, som ville holde ham ukampdygtig i tre måneder.

Brumado knæskadet

Den 23-årige angriber har brugt sommeren på at styrke knæet og blive så fit som muligt – først i Brasilien og sidenhen på FCM’s træningslejr i Holland og Belgien. Undervejs er Brumado også begyndt at træne med bold, men han er endnu ikke klar til at deltage på fuld styrke med holdkammeraterne.

Ifølge Brumado selv går genoptræningen fremad, og han nærmer sig at kunne træne med resten af holdet.

– Det går rigtig godt, og jeg er snart klar til at komme tilbage på banen. Fysioterapeuten siger, at jeg kan træne med resten af holdet om nogle få uger. Jeg har arbejdet hårdt over sommeren for at blive klar, og det gør, at jeg muligvis kan komme tilbage tidligere end forventet, siger Brumado og fortsætter:

– Det er altid hårdt at se mine holdkammerater spille, og jeg brænder for at være med. Men på den anden side forstår jeg, hvor vigtigt det er, at jeg færdiggør min genoptræning, før jeg kaster mig ud i det.

Trods den nuværende skade tror brasilianeren på, at han kommer til at gøre en forskel på FCM-holdet i den kommende sæson.

– Jeg tror på, at jeg kan gøre det endnu bedre end sidste år. I mit første år spillede jeg ikke meget, året efter spillede jeg mere, og sidste år spillede jeg mange kampe. De fleste af sæsonerne har jeg dog haft nogle skader, som har sat mig uden for banen. Jeg håber, at jeg kan gå den her sæson igennem uden at blive skadet. Hvis det sker, tror jeg på, at jeg kan tage mit spil til næste niveau, siger Brumado.

I den forgangne sæson af 3F Superliga scorede Brumado otte mål. Det helt store højdepunkt faldt den 3. oktober 2021, da brasilianeren lavede hattrick mod AGF.

Skaf din billet til fredag

Fredag den 15. juli skydes 3F Superliga i gang, når Randers FC gæster MCH Arena kl. 19.00. Vi håber, at så mange som muligt har lyst til at komme på stadion, når vi kickstarter en spændende sæson.

Køb din billet her