Førsteholdet

Brumado: Kampe mod FCK er altid noget specielt

Den brasilianske angriber ser frem mod søndagens topopgør i Herning, hvor han håber på en vild stemning på lægterne.

12/03/22
Jens Risom
Foto: Getty Images

Søndag er der lagt op til et vaskeægte topbrag på MCH Arena, når FC Midtjylland og F.C. København tørner sammen for anden gang i sæsonen.

I det seneste opgør mod FCK snuppede FCM en 1-0-sejr i Parken på trods af at være en mand i undertal i en time. Junior Brumado blev matchvinder i den kamp med et langskudsmål, og i sæsonen forinden gjorde han comeback efter et halvt års skadespause med et mål hjemme mod københavnerne, der dengang i april blev sendt hjem til hovedstaden med et 4-1-nederlag.

– Kampene mod FCK er altid noget specielt. De er et stærkt hold med mange gode spillere, og det er vi også, så det giver bare nogle vilde kampe. Vi har gjort det godt mod dem mange gange, og jeg har selv flere gode minder fra kampe mod dem, siger Junior Brumado med henvisning til kampene i 2021.

– Jeg kan godt lide de store kampe. Som jeg har sagt før, er jeg en følelsesladet spiller, og der er bare flere følelser i spil til de store kampe. Kampen på søndag er stor og vigtig for os, så det glæder jeg mig helt vildt til, tilføjer den 22-årige angriber.

Junior Brumado står i denne sæson noteret for otte mål i 3F Superliga og ligger nummer tre på topscorerlisten i ligaen.

Kigger man på mål pr. minut, er den brasilianske angriber også tredjebedst i ligaen. Indtil videre i sæsonen har han scoret et mål pr. 126 minutter, og det er kun overgået af Mikael Uhre og Alhaji Kamara.

Ingen tvivl om kampens betydning

Forud for grundspillets næstsidste runde er FC Midtjylland tre point bag FCK i tabellen, og det forspring har Brumado og FCM selvsagt tænkt sig at indhente.

– Man kan bare kigge på tabellen og se, hvor vigtig kampen er. Hvis vi vinder, har vi lige mange point, mens et nederlag vil give dem et større forspring. Det giver sig selv. Derfor er vores mål selvfølgelig at tage en sejr. Sådan er planen hver gang, men det er ekstra vigtigt på søndag, lyder det fra Brumado.

Hvad skal der til for at hente de tre point?

– Vi skal arbejde hårdt, og vi skal arbejde sammen. Det bliver ikke nemt, og det kommer ikke af sig selv, men jeg tror på, at vi efter en god uge på træningsbanen kan spille en stærk kamp. Vi bliver nødt til at ramme vores højeste niveau, og det er jeg fortrøstningsfuld for, at vi kan gøre, pointerer den brasilianske frontløber.

I de seneste ti hjemmekampe mod F.C. København har FC Midtjylland hentet ti sejre, og københavnerne har ikke fået point i Herning i mere end fem år.

Ti på stribe: Genoplev hjemmebanestimen mod FCK

Fansene giver ekstra energi

Det er anden weekend i træk, at der er en stor kamp på MCH Arena. Sidste fredag blev Viborg nedlagt i det længe ventede lokalderby, og Junior Brumado håber, at fansene kan levere den samme elektriske stemning på stadion til søndagens kamp.

– Fansenes støtte betyder utrolig meget for os. Når stemningen er som mod Viborg i sidste uge, er det som at have en ekstra spiller. Det giver os mere energi på banen, og det har vi brug for i denne topkamp, lyder opfordringen fra den 22-årige frontløber.

– Jeg håber, at vi kan give fansene en ny god oplevelse, og at vi kan fejre en sejr med dem efter kampen. Det skal vi arbejde hårdt for, afslutter Junior Brumado.

Kom til FCK-braget med en chancebillet

Topbraget mod FCK spilles søndag aften kl. 18.00 på MCH Arena.