I opstartens anden træningskamp vandt de forsvarende danske mestre med cifrene 4-0 over AGF.
Kampformatet var 2 x 60 minutter, og i 2. halvleg scorede FCM deres fire mål. I samme halvleg blev Valdemar Byskov skiftet ind, og han spillede indtil slutfløjt.
Storsejr i sommerens anden testkamp
Den 19-årige midtbanespiller ser tilbage på en flot kamp af det midtjyske hold.
– Det var en dejlig kamp. Vi gjorde det godt som hold over alle 120 minutter. Det var en god kamp med nogle gode mål. Det giver også nogle positive signaler frem mod den nye sæson. Det er netop i pre-season, at vi skal gøre os klar til en ny sæson med mange kampe. Vi skal sørge for, at vi står så stærkt som muligt, når turneringerne begynder.
– Det har været godt at komme tilbage på træningsbanen, men det er også rart at spille træningskampe. Det er trods alt lidt noget andet. Med mesterskabet i sidste sæson er der høje forventninger til os, både fra os selv, men også fra folk udefra. Det er et pres som vi skal leve op til. Men samtidigt er det et pres, vi er i stand til at leve op til, og vi kan bruge som motivation. Så jeg glæder mig til, at det for alvor går i gang igen.
Træningslejr og landsholdstjeneste
Nu ser førsteholdstruppen frem mod en træningslejr i Østrig, hvor Valdemar Byskov deltager størstedelen af tiden. Men der er også en historisk EM-slutrunde med det danske U19-landshold på programmet for den talentfulde FCM-spiller.
– Det bliver sjovt at komme på træningslejr og finpudse formen, samtidigt med at vi styrker det allerede gode sammenhold i truppen. Ligesom det også bliver fedt at få muligheden for at spille mod international modstand. Det er altid sjovt at spille mod udenlandske hold.
– Det er jo et historisk U19 EM, så det bliver stort. Nu var jeg selv med til U17 EM tidligere, hvilket var en fed oplevelse. Det er jeg sikker på, at den kommende slutrunde nok også skal blive. Det er altid sjovt at være med på landsholdsture, og jeg ser frem til at tage den danske trøje over hovedet, siger Valdemar Byskov.
Valdemar Byskov og resten af FCM-truppen tager på træningslejr i næste uge. Her venter kampe mod Schalke 04 og SK Sturm Graz, før det går løs med 3F Superliga-starten.
Første kamp i den danske liga er fredag den 19. juli, hvor FCM tager turen til Aarhus for at møde dagens modstander, AGF. Kampstart er kl. 18.00.