I morgen venter endnu en stor europæisk aften, når Sporting CP gæster midtjyderne til returopgøret i Europa League playoff-knockoutkampen.
Jonas Lössl forlænger med FC Midtjylland
Første opgør endte 1-1, og dermed går FCM ind til kampen med stor tro på tingene, når holdet indtager MCH Arena – hvor holdet ikke har tabt i otte europæiske kampe i streg – for første gang i sæsonen.
Nedenfor kan du læse spørgsmål og svar fra onsdagens pressemøde, hvor forsvarsspiller Stefan Gartenmann og cheftræner Albert Capellas deltog.
Stefan Gartenmann, I forsvarede jer rigtig godt i Lissabon sidste uge. Hvad var det, der lykkedes dernede, og hvad skal I gentage i morgen?
– Kompaktheden var rigtig god. Vi kæmpede lidt med det i første halvleg, hvor vi havde svært ved at skubbe op og holde fast i bolden. Men især i anden halvleg fik vi vist, at selvom vi spillede på et stort stadion mod en stor klub, blev vi ved med at skubbe fremad.
– Det betyder rigtig meget, at vi har pres på bolden, og man kunne se i flere situationer, at det betød noget, at vi lagde pres på boldholderen. I flere situationer tvang vi Sporting til at lave lave fejl, og det udnyttede vi også ved 1-0-scoringen, sagde Stefan Gartenmann.
Personligt spillede du en god kamp i Lissabon. Jeg har bemærket, at det for alvor startede for dig i Europa League mod Sturm Graz. Siden har du fået seks kampe, hvor I har spillet til nul i fire af dem. Hvordan vil du beskrive din rejse?
– Det har været dejligt at være en betydelig del af truppen. Det er gået hurtigt, men det er også noget, som har krævet rigtig hårdt arbejde både mentalt og på træningsbanen. Jeg var yderst i periferien i en periode i efteråret, men det har heldigvis vist sig, at når man arbejder hårdt og tror på tingene, så lykkes det også. Det overrasker mig lidt, at jeg har fået så meget positiv omtale på det seneste, men jeg sætter stor pris på det.
– Jeg havde en rigtig god afslutning på efteråret, og samtidig har jeg gjort det godt i ferien og i opstarten. Det har givet mig et godt springbræt, fordi formen er, hvor den skal være, sagde Stefan Gartenmann.
I har oplevet mange store resultater i Europa mod store klubber. Drømmer du om endnu en af sådanne aftener?
– Ja, selvfølgelig. Vi er fyldt med selvtillid – både på grund af sidst mod Lissabon og kampen i mandags. Alle, der så kampen sidste torsdag, kunne se, at det ikke lignede to hold på forskellige niveauer. Det var to jævnbyrdige hold, og særligt efter pausen viste vi, at vi kan være med på et højt internationalt niveau. Forhåbentligt kan vi skabe endnu en stor europæisk aften i Midtjylland, lød det fra Stefan Gartenmann.
Albert Capellas, I skabte et stort resultat på udebane for en uge siden. Er der noget, som bliver anderledes i morgen på hjemmebane?
– Hvis vi skal gå videre og slå Sporting, skal vi spille to kampe. Vi er kun halvvejs. I morgen vil vi spille foran vores fantastiske fans, og alle forventer, det bliver en fordel. Begge hold har chancer, og begge hold skal vinde, hvis de vil gå videre. Jeg forventer en interessant kamp mellem to hold, som forsøger at vinde fra start. Jeg håber, vi vil levere et godt show, som folk kommer til at nyde, sagde Albert Capellas.
Som du siger, skal I slå Sporting i morgen. På hvilke punkter skal I være særligt gode for at gå videre?
– Først og fremmest skal vi score et mål mere end Sporting. Vi skal være skarpe i boksen og de farlige områder af banen – både når vi forsvarer og angriber. I fodbold er linjen mellem at vinde og tabe meget lille. Det handler ofte om momentum. Vi skal kæmpe hårdt for, at de små ting tipper til vores fordel, fortalte Albert Capellas.