Cho Gue-sung skulle ikke bruge mere end 56 minutter i Midtjylland-trøjen, før han for første gang fik netmaskerne til at blafre. I sæsonpremieren mod Hvidovre smækkede Paulinho et indlæg i pandebrasken på sydkoreaneren, og så kunne jublen bryde løs.
Siden da har den 25-årige angriber bygget på, og med seks mål og to assists i sine hidtidige 16 kampe indtager han en nøglerolle på Thomas Thomasbergs mandskab.
Men det er ikke kun på disse parametre, at Cho tangerer højt i både FCM-truppen, men også landets bedste fodboldrække som helhed. Nedenfor dykker vi ned i statistikker fra superliga.dk, der bekræfter angriberens kvaliteter.
Farlig i boksen og kvalitet i luften
Cho har været en stor trussel for modtanderholdenes defensiv. Udover at ligge nummer fire på 3F Superligas topscorerliste har han haft 12 afslutninger på mål – også fjerdeflest i rækken – og ligeledes den fjerdehøjest genererede Expected Goals (4,8).
Særligt i feltet udgør landsholdsangriberen en trussel, idet samtlige af de fem scoringer er faldet i modstanderholdets boks, og det er tredjeflest i rækken.
18 FCM’ere afsted med landsholdene
Hovedspillet har været en af de facetter, som Cho udmærker sig på. Syv af de 12 afslutninger på mål har nemlig været via hovedet.
Dykker man længere ned i tallene, viser det sig, at den arbejdsomme FCM’er har deltaget i 60 luftdueller – og vundet 35. Kun holdkammerat Juninho (65 luftdueller med 37 vundet) samt Frederik Alves fra Brøndby og Frederik Tingager fra AGF har vundet flere.
Vigtig i presset
I FCM er en del af spillefilosofien at fange modstanderne i et højt, intensivt pres. Og her har Cho ligeledes vist sig at være en nøglespiller som en del af den første flanke.
– Han er en vigtig spiller både i opbygnings- og presspillet. Han kan lidt af hvert, og så laver han mål. Jeg håber, han fortsætter, og der kan ikke være delte meninger om hans rolle for os. Han er god, men kan blive endnu bedre, sagde holdkammerat Aral Simsir til Viaplay forud for udekampen mod FCK.
Han suppleres af cheftræner Thomas Thomasberg.
– Man taler ofte om, at angribere skal lave noget mere og arbejde for holdet. Med Cho er det lige før, at vi en gang imellem skal spørge, om han ikke vil slappe lidt af, så han også har krudt til alt det andet.
– Han træner på samme måde, som han spiller kamp. Han er kæmpe stjerne i sit hjemland, men kommer bare med åbne arme i forhold til alle tingene, har Thomas Thomasberg tidligere fortalt.
Angriberen går til den, og er faktisk den FCM’er, som har begået flest frispark i truppen (17). Samtidig har han selv trukket ni frispark i løbet af sæsonen, hvilket er fjerdeflest på holdet.
Løbevilligheden fejler heller ikke noget. Cho er den FCM’er, som har løbet næstflest kilometer i høj fart (8.003), kun overgået af Oliver Sørensen (13.786). Derudover er han, trods sin rolle som angriber, den spiller, som har løbet fjerdeflest meter i truppen (79.312 svarende til 79,3 kilometer).
Cho er lige nu i aktion for Sydkorea, der møder Tunesien i en træningskamp. Her er angriberen som vanligt en del af sit landsholds startopstilling.