Klubben

Cho og Sydkorea går videre – Franculino vender retur

Vi opdaterer dig på vores to angribere, som er afsted til henholdsvis Asian Cup med Sydkorea og Africa Cup of Nations med Guinea-Bissau.

26/01/24
Christian Rothausen
Foto: Getty Images

Franculino har faktisk fået netmaskerne til at blafre to gange til Afrikas største fodboldturnering.

Først mod Ækvatorialguinea, hvor det unge stortalent startede inde på toppen. Efter flot gennemspil kunne Franculino prikke bolden det sidste stykke over stregen til 1-1, men desværre viste de efterfølgende billeder, at der var tale om et selvmål.

Forleden var Franculino så i fokus igen. Mod selveste Nigeria med Frank Onyeka, Paul Onuachu og Raphael Onyedika stak FCM-spidsen i dybden og knaldede kuglen højt i netmaskerne. Et fremragende mål, som efterfølgende blev underkendt for offside.

Udtur for den 19-årige angriber, hvis nation må rejse hjem efter gruppespillet oven på tre nederlag. Ikke desto mindre har der været tale om en stor oplevelse.

– At repræsentere mit land er den største bedrift, jeg har haft som spiller. Jeg ville gerne have givet folket flere glæder via sejre, men desværre var det ikke muligt. Jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at repræsentere mit land. Endnu en gang tusind tak for jeres støtte, skrev Franculino blandt andet på sine sociale medier oven på AFCON-exittet.

Storkamp i vente for Sydkorea

For Cho Gue-sung og Sydkorea er skæbnen anderledes. De er nemlig videre til 1/8-finalerne af Asian Cup, hvor Saudi Arabien venter.

De sydkoreanske forhåndsfavoritter har måtte kæmpe sig gennem gruppespillet, hvor det er blevet til sejr over Bahrain, efterfulgt af uafgjorte resultater mod henholdsvis Jordan og Malaysia. De fem point betød også, at Sydkorea endte som 2’er i sin pulje.

Nu venter altså Saudi Arabien, der træder ind i knockoutstadiet med syv point og kun et indkasseret mål.

Landstræner for Sydkorea, Jürgen Klinsmann, har haft Cho Gue-sung fra start i samtlige tre gruppespilskampe. FCM-spidsen er dog endnu ikke kommet på scoringstavlen, hvorimod de offensive holdkammerater, Lee Kang-in fra PSG og Son Heung-min fra Tottenham, har stået for fem af holdets otte mål.

1/8-finalen mod Saudi Arabien finder sted på tirsdag den 30. juni kl. 17.00.