Akademiet

Christian Jørgensen underskriver femårig forlængelse

Christian Bøje Jørgensen kunne forleden fejre sin 18-års fødselsdag med en ny femårig aftale. Den arbejdsomme midtbanespiller nyder tilværelsen i FC Midtjylland, hvor drømme og ambitioner danner grundlag for hårdt arbejde hver eneste dag.

26/01/24
Christian Rothausen
Foto: William Marinus Vingtoft

Christian Bøje Jørgensen skiftede til FC Midtjylland i februar 2021 fra Esbjerg fB. Siden da har den arbejdsomme midtbanespiller taget positive skridt i sin udvikling, hvor det seneste år har budt på optrædener i UEFA Youth League, kampe på det danske U17-landshold og førsteholdsdebut i Oddset Pokalen mod Aabenraa tilbage i september.

Nu underskriver talentet, som fyldte 18 år i går, en ny femårig aftale til udgangen af 2028.

– Det er kæmpestort, fordi jeg altid har haft en drøm om at skrive under på en professionel kontrakt. Samtidig betyder det noget ekstra, at det er i i en af Danmarks største klubber, siger hovedpersonen selv og uddyber bevæggrundene for aftalen:

– Midtjylland er en attraktiv klub. Vi har fået et nyt, kæmpe setup, hvor det hele bare spiller perfekt. Jeg har været her i tre gode, lærerige år og nyder det. Jeg har nogle gode holdkammerater, og der bliver virkelig taget hånd om den enkeltes udvikling.

Nu fortsætter det hårde arbejde, og både på kort og lang sigt holder Christian Jørgensen øjnene rettet mod de ambitioner og drømme, han har sat.

– Mit kortsigtede mål er at få et godt resultat i U19 Ligaen i denne sæson og så forhåbentligt gå videre i Youth League, hvor vi har en spændende kamp om nogle uger. Den ultimative drøm er at komme på det danske A-landshold, og forinden da skal jeg selvfølgelig have Superligadebut i Midtjylland.

En motor uden lige

Cheftræner for U19-holdet, Allan K. Jepsen, som også nåede at have Christian Jørgensen på U17-niveau, glæder sig over det fortsatte samarbejde.

– Først og fremmest er Christian en fantastisk dreng uden for banen. Han har masser af energi og vil gerne hjælpe til, hvor han kan – for eksempel i kælderen hos holdlederne. Han står for meget af det, vi gerne vil have i forhold til, at vi er en familieklub, der støtter hinanden. Der er Christian et forbillede.

– Meget af det kan også overføres til banen. Man kan sætte ham til en opgave, og så skal han nok løse den. Han er en spiller, som i mange år har haft en stor force i sine mange højintense løb. Han har en motor uden lige og er det, man vil kalde en felt til felt-spiller.

– Jo ældre man bliver, jo bedre form kommer de andre også i, så det er vigtigt, at Christian bliver ved med at dyrke sine løbeevner, for på den måde hele tiden at være bedst på den front. Han arbejder i holdets tjeneste og kan spille flere forskellige positioner; lidt længere fremme i banen, på den centrale midtbane eller i midterforsvaret og på backpositionen.

– Christian er en af dem, som træder i karakter, når der er modgang. Man ved, hvad man får, og det er altid rart som træner, lyder det fra U19-chefen.

Allan K. Jepsen roser samtidig Christian Jørgensens villighed til at forbedre sine mangler gennem benhård selvtræning. I øjeblikket er fokus blandt andet på det 18-årige talents pasningsspil og førstetouch.

– Vi har haft meget fokus på selve bolden; min førsteberøring, vendinger og orientering. Jeg er en dynamisk spiller, der løber mange meter og arbejder hårdt, men jeg skal forbedre mine kvaliteter på kuglen, så det arbejder vi meget med og har en god plan for at forbedre, siger hovedpersonen selv.

Ønsker du at se Christian Jørgensen og de andre talentfulde U19-drenge byde RB Leipzig op til dans i Youth Leagues playoffrunde, kan du komme til fodbold på MCH Arena tirsdag den 6. februar med kickoff kl. 14.00.

YL: RB Leipzig venter i playoffrunden

Fra FC Midtjyllands side skal der lyde et stort tillykke med både fødselsdagen og kontraktforlængelsen.