Kampprogram

Cools: Behøver ingen motiverende tale

FC Midtjyllands belgiske back slår fast, at holdet er klar til at ramme topniveauet i de tre sidste kampe, og han satser på god stemning på MCH Arena.

14/05/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Artiklen er en del af kampprogrammet, som udgives online før hver hjemmekamp.

Kampprogram: FCM – Randers

Der har været mange kampe og oplevelser for spillerne i FCM-truppen i sæsonen 20/21.

En af dem er Dion Cools, som i efteråret spillede Champions League for anden gang i karrieren. Nu er han netop blevet far, mens guldkampen i 3F Superliga for alvor spidser til.

– Vi er klar over, at de sidste tre kampe kommer til at afgøre det hele. Sådan er det, når det er så tæt i toppen, så vi skal ud at vise, at vi er i stand til at håndtere det pres. Målsætningen har hele tiden været, at vi skal vinde ligaen, så på den måde er det ikke anderledes før de sidste tre kampe, lyder det fra Dion Cools.

På trods af en lang og intens sæson forsikrer han, at truppen er mentalt klar til de sidste strabadser.

– Vi er så tæt på målstregen. Der behøver man ingen motiverende tale for at finde topniveauet frem. Vi ved, hvad der skal til, og nu handler det om at hente de sidste sejre for at holde Brøndby bag os, siger forsvarsspecialisten.

Den næste opgave for Cools og resten af FCM-mandskabet er søndagens kamp mod Randers.

– Det bliver en god kamp. Vi skal ud at angribe med en masse god fodbold og selvfølgelig have en sejr, understreger 24-årige Dion Cools.

Fansene har en god indflydelse

Randers-kampen er den tredje, siden Superliga-ordningen blev genindført og midtjyske fans kunne vende tilbage til MCH Arena. Det har givet et boost til spillerne.

– Fansene har en stor betydning. Man glæder sig endnu mere til hjemmekampene, når der er tilskuere på tribunerne, og man kan også se det på vores resultater. Vi har taget to gode og store sejre i de to hjemmekampe med fans på stadion, påpeger den belgiske forsvarsspecialist.

Dion Cools satser på at spille i en god atmosfære søndag eftermiddag.

– Det gør en stor forskel, og fansene har en god indflydelse på os. Jeg håber, at de er lige så sultne efter at levere i de sidste par kampe, som vi er. Det er altid fedt med god stemning på stadion, afslutter Dion Cools.

Den gode stemning kan forhåbentligt hjælpe spillerne på vej til en sejr mod Randers, som vil betyde, at FCM er sikre på at holde fast i 1. pladsen, inden Brøndby møder FCK i Parken lige efter kampen i Herning.

Blik på de udlejede FCM’ere: Lærerig sæson for Tengstedt i Horsens

Følg kampen

FC Midtjylland – Randers FC fløjtes i gang søndag kl. 13.00 på et udsolgt MCH Arena. Hvis du ikke har billet til kampen, kan opgøret ses direkte på TV3+ og Viaplay eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

Uanset om du er på stadion eller i stuen, er matchcentret i FCM-appen og på fcm.dk en glimrende måde at få mere indsigt i kampen. Her kan der bl.a. ses xG-værdier på alle afslutninger samt Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play