Førsteholdet

Dalsgaard som ny anfører og højre back: Alle bidrager til holdet

Henrik Dalsgaard har overtaget anførerbindet efter Erik Sviatchenkos afsked. Nedenfor sætter den 33-årige forsvarsspiller ord på sin lederrolle i truppen og returen til højre back-positionen.

13/04/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Han har båret bindet adskillige gange gennem sin tid i FC Midtjylland på grund af sit hverv som viceanfører, men efter Erik Sviatchenkos skifte til Houston Dynamo er rollen som øverste leder på holdet gjort permanent.

For Henrik Dalsgaard ændrer det dog ikke på tilgangen i hverdagen. Den forhenværende FCM-kaptajns afsked gør i stedet, at ansvaret er blevet fordelt ud på flere i spillertruppen.

– Jeg er selvfølgelig glad for at være blevet kaptajn, men min rolle i truppen har ikke ændret sig markant. Jeg har hele tiden skulle tage et stort ansvar både på og udenfor banen. Det er klart, der kommer lidt ekstra, når man bliver anfører, men det er faktisk mest i forhold til, hvor mange medier der tager fat i en, siger den 33-årige forsvarsspiller og fortsætter:

– Vi har en god anførergruppe, så i stedet for, at jeg påtager mig alt ansvaret, får vi fordelt det ud og sørger for, at alle gør deres del.

Derfor ændrer Henrik Dalsgaard heller ikke på sig selv, forklarer han:

– Jeg synes ikke, man skal gå og lave for meget om på sig selv. Erik havde mange hatte på, men vi har forsøgt at fordele dem mere ud. Jeg ved godt, hvor jeg skal lægge min energi; det er på træningsbanen og i kampene. Man skal passe på med at tage for meget energi fra det, som det rent faktisk handler om.

– Vi skal fortsætte de samme dyder

FCM-kaptajnen ser frem til igen at træde ind på MCH Arena, når AaB fredag gæster hjemmebanen i Herning. Her håber han, at holdet kan fortsætte og samtidig bygge yderlige på de positive takter fra de første kampe under Thomas Thomasberg.

– Vi skal ud at fortsætte de dyder, vi har vist i de sidste par kampe. Vi er kommet med en masse energi og aggressivitet. Vi vil gerne bygge mere på i den offensive del, men alt i alt synes jeg, det har været dejligt at se, fortæller Henrik Dalsgaard og fortsætter:

– Vi er steppet op i vores duelstyrke og vilje til at kæmpe for hinanden. Vi har vundet stort set samtlige andenbolde de sidste to kampe, og det gør, at vi er rigtig svære at spille imod. Samtidig har vi formået at lægge et stort tryk på modstandernes banehalvdel.

Under Thomas Thomasbergs ledelse er det ikke kun skiftet til en 4-4-2-formation, som har været en synlig ændring. Også Henrik Dalsgaard er at finde et andet sted på banen, idet han er tilbage på sin vante højre back-position.

– Det er klart, at der her er mere carte blanche til at gå med fremad. Som midterforsvarer handler det om at holde overblikket og styre sine holdkammerater, hvor jeg her har en lidt mere fri rolle. Jeg har spillet positionen i mange år, så jeg er gledet stille og roligt tilbage i den rolle. Det passer mig fint, og jeg kan godt lide at spille højre back, lyder det fra ‘Dalle’.

Billetinfo FCM v AaB

Thomasberg har fokus på sejr nummer tre