– Jeg er blevet mere afklaret i mit spil. Jeg har færre situationer, hvor jeg kommer på mellemhånd, og jeg ved, hvornår det er rigtigt at gå ud i en bold, og hvornår det ikke er. Samtidig har jeg lært at tage mere ansvar. Jeg er en af de erfarne spillere på holdet, så det kræver, at jeg er med til at gå forrest. Der er generelt kommet en større modenhed over mit spil.
Sådan fortæller Elias Olafsson, når han skal opsummere den udvikling, han har gennemgået siden sommerens udlejning til C.D. Mafra i den næstbedste portugisiske fodboldrække.
Hidtil står den tidligere akademispiller noteret for 12 kampe for klubben, der i skrivende stund indtager en 8. plads i ligaen. Elias Olafsson roser niveauet og den taktiske frigjorthed, som han lærer meget af som målmand.
– Det er svært at sammenligne, men jeg vil sige, niveauet på de fleste hold er som bund seks i Superligaen.
– Kampene er lidt noget andet. Den danske liga er meget taktisk og nogle gange lukket, mens der her er et mere frit flow og mange individualister, som kan skabe noget ud af det blå. Spillet er ikke lige så struktureret som i Superligaen, og det gør selvfølgelig, at jeg har flere målfarlige situationer, end jeg er vant til. Det lærer man helt sikkert noget af som keeper.
Undervejs i sæsonen er det blevet til flere flotte individuelle præstationer, og heriblandt en række Man of the Match-priser. Den 23-årige keeper fortæller, at han – ligesom holdet – har bygget på i løbet af de seneste måneder.
– I starten var det op og ned. Vi var mange nye spillere, der lige skulle lære hinanden at kende. Jeg synes, vi har ramt et niveau, vi kan være tilfredse med, og det håber jeg, vi kan fortsætte, siger han.
Livet ved den portugisiske vestkyst
Mafra ligger cirka 20 minutters kørsel fra den portugisiske hovedstad, Lissabon. Og tager man turen længere ud mod den portugisiske vestkyst ligger Ericeira, hvor Elias Olafsson har slået sig ned.
– Jeg bor i Ericeira med ti minutters kørsel til træningsanlægget og vores stadion. Det er en hyggelig strandby ud mod Atlanterhavet. Vi er seks-syv spillere, som bor herude, mens nogle bor i Lissabon, og andre bor i Mafra.
– Man skal jo vænne sig til det i starten. Jeg har boet i Danmark i snart fem år og var blevet vant til den danske kultur.
– Når man lærer at købe ind, finde de rigtige butikker og kende byen, synes jeg, det er et fantastisk sted at bo, fortæller Elias Olafsson, som sammen med holdkammeraterne har tre kampe tilbage i ligaen inden årsskiftet.
Vil blive ved med at bygge på
Alt i alt har det været et positivt efterår for Elias Olafsson. Han anerkender, at der fortsat er masser af udviklingspunkter, og sulten er stor i jagten på at præstere godt for både klub og land.
Sidtnævnte har han igen fået muligheden for i de seneste landsholdssamlinger efter en lang periode på bænken.
– Det betyder virkelig meget. At spille for sit land er det, alle vil. Jeg håber bare, jeg får flere kampe og får mulighed for at spille så meget som muligt på det islandske landshold, siger Olafsson, der er tørnet ud for sit land to gange i den netop overståede EM-kvalifikation. Begge gange har FCM-forsvarskrumtappen, Sverrir Ingi Ingason, ligeledes været i start 11’eren.
Victor Bak har ædt sig ind på holdet i Mafra
Og de anerkendende oplevelser har kun gjort sulten endnu større.
– Jeg skal blive ved med at spille godt, præstere og gøre mine ting. Det er anderledes at være målmand, fordi man spiller en kamp i kampen. Jeg vil blive ved med at bygge på. Samtidig har jeg stort fokus på mit spil med fødderne, og det vil jeg fortsætte med, siger Elias Olafsson og uddyber sidstnævnte:
– Vi træner det meget til målmandstræningerne hernede. Det gør det naturligt for mig at fokusere på. Samtidig giver flere kampe på CV’et også en erfaring i, hvilke situationer man er komfortabel i, og hvilke bolde der er rigtige at spille på hvilke tidspunkter. Man skal hele tiden være forudseende, fordi målet er lige bag en.
Overblik over udlejninger
August Priske – FC Eindhoven – 14 kampe, 1 mål
Valdemar Byskov – C.D. Mafra – 2 kampe, 1 mål / C.D. Mafra U23 – 6 kampe, 2 mål
Victor Bak – C.D. Mafra – 15 kampe
Elias Olafsson – C.D. Mafra – 12 kampe
Stefan Gartenmann – Aberdeen FC – 15 kampe, 1 mål
Edward Chilufya – BK Häcken – 13 kampe, 5 mål
Júnior Brumado – Hansa Rostock – 11 kampe, 5 mål
Pablo Ortiz – FK Pardubice – 8 kampe
Frederik Heiselberg – AC Horsens – 17 kampe
Valdemar Birksø – FC Fredericia – 10 kampe
Mikkel Fischer – FC Fredericia – 19 kampe
Mark Ugboh – Holstebro BK – 12 kampe