Klubben

De udlejede FCM’ere: Victor Bak har ædt sig ind på holdet i Mafra

Victor Bak fortæller om den første tid i portugisiske C.D. Mafra, som har budt på en stille, men sikker indslusning i førsteholdets start 11'er.

13/09/23
Christian Rothausen
Foto: Beatriz Costa

Denne sommer er Victor Bak draget til C.D. Mafra i jagten på fast spilletid. Lejeaftalen skal være med til at give den 19-årige forsvarsspiller yderligere hår på brystet, inden han skal tage kampen op i FC Midtjylland.

Nu beretter den tidligere akademist, som står noteret for 16 førsteholdsoptrædener i det midtjyske, om starten i portugisisk fodbold.

– Der skal være en konkurrence, og den har jeg også mærket hernede. Det handler om at levere til træning, og så er det de bedste, som spiller i weekenden, siger Victor Bak, som startede tilværelsen i sin nye klub med et par indhop fra bænken, inden det i de seneste to kampe er blevet til en central rolle på holdet:

– Jeg har spillet meget i midterforsvaret, hvilket er noget nyt for mig. Til at starte med var det træls, jeg ikke var i startopstillingen, men da en af de faste startere blev skadet, har jeg sidenhen spillet næsten fuld tid i de sidste to kampe. Lige nu går det den rigtige vej, selvom det var ærgerligt ikke at spille fast fra dag ét.

Mafra er begyndt sæsonen med syv point i de første fire kampe, og særligt sidste spillerundes 2-1-sejr over FC Porto B vækker glæde hos Victor Bak, som spillede fuld tid i opgøret.

Knald på til træning og kamp

Også udenfor banen har starten været anderledes, men positiv. Faciliteterne i Mafra er ikke sammenlignelige med det nye Dream99-kompleks i Ikast, men Victor Bak og holdkammeraterne får det bedste ud af tilværelsen.

– Det er selvfølgelig ikke Midtjylland målt på faciliteter, men hverdagen er meget den samme. Man møder ind kvart i 9, spiser fælles morgenmad og tager derefter ned i klubben, som ligger 400 meter derfra. Træningen starter kl. 10, herefter er der middagsmad, og så har man ofte fri sidst på eftermiddagen, fortæller han.

Særligt niveauet på banen har overrasket, og forsvarsspilleren kan mærke, at den personlige udvikling ikke er sat i bero.

– Træningerne hernede er en smule længere. Man træner nogle gange to timer, hvilket er sjældent i Danmark.

– Der er knald på. Alle er stærke, har power og en eller anden form for teknik. Det er svært at forklare, men alle har bare en dejlig teknik. Samtidig er spillet åbent, og kampene bølger frem og tilbage. Nu har jeg både prøvet at spille Superliga og 1. division i Danmark, og jeg vil nok betegne niveauet som bunden af Superligaen.

– Når jeg kommer hjem til Danmark igen, tror jeg for alvor, jeg vil sætte pris på at have været langt væk fra familie og venner. Lige nu tænker jeg ikke så meget over det. Jeg tager en dag ad gangen og har al mit fokus på at spille fodbold, siger Victor Bak.

Livet udenfor banen

Mafra ligger cirka 20 minutters kørsel udenfor den portugisiske hovedstad, Lissabon. Her bor i omegnen af 80.000 mennesker, og det er netop i Mafra, det meste af Victor Baks hverdag foregår.

Her er stortalentet indlogeret i et lejlighedskompleks tæt på klubben, hvor han bor side om side med flere tidligere FCM-holdkammerater.

– Det minder lidt om min tid på akademiet i FCM. Her bor mange fra klubben – både danskere, portugisere og så videre.

– Det er faktisk kun Valdemar (Byskov, red.) og Elias (Olafsson, red.), som bor udenfor Mafra. De bor i en by lige ved siden af, der hedder Ericeira. Den kan sammenlignes lidt med Herning, mens Mafra er Ikast. Det er i Ericeira, der er turister, og hvor det meste sker.

En anden gammel kending i Victor Baks hverdag er Kenneth Andersen. Den rutinerede træner, som i sommer vandt sit sjette U19-guld med FCM, er ligeledes draget til Mafra i en trænerrolle for klubbens U23- og førstehold.

Kenneth Andersen fortæller om starten i Mafra

– Han er lidt vores far hernede. Han hjælper os med mange ting både på og udenfor banen; hvis vi mangler en ny madras på værelset eller andet praktisk i hverdagen. Samtidig er han med ude på træningsbanen, og her snakker han mere til os en-til-en. Det er ikke ham, der styrer træningen.

– Heldigvis taler træneren hernede engelsk, men Kenneth er også med til nogle af de taktiske møder, hvor han hjælper og guider os individuelt.

Næste opgave for C.D. Mafra er på lørdag, hvor holdet møder Tondela på udebane.

Overblik over udlejninger

Victor Lind – IFK Nörrkoping – 25 kampe, 6 mål
August Priske – FC Eindhoven – 2 kampe, 1 mål
Valdemar Byskov – C.D. Mafra – 1 kamp
Victor Bak – C.D. Mafra – 4 kampe
Elias Olafsson – C.D. Mafra – 4 kampe
Stefan Gartenmann – Aberdeen FC – 0 kampe
Edward Chilufya – BK Häcken – 0 kampe
Júnior Brumado – Hansa Rostock – 0 kampe
Pablo Ortiz – FK Pardubice – 0 kampe
Frederik Heiselberg – AC Horsens – 8 kampe
Valdemar Birksø – FC Fredericia – 8 kampe
Mikkel Fischer – FC Fredericia – 8 kampe
Mark Ugboh – Holstebro BK – 2 kampe