Førsteholdet

De unge har prøvet det før: Vild kulisse venter i Beograd

FC Midtjylland-spillerne kan se frem til at spille på en af Europas mest berygtede udebaner mod Røde Stjerne på torsdag. Her fortæller Mads Hansen om Youth League-oplevelsen i Beograd sidste forår.

02/11/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

“Welcome to Hell” er det sidste, spillerne kan læse, inden de træder ud på Rajko Mitic Stadium på torsdag, når Røde Stjerne er modstanderen i Europa League. Beskeden henviser til den passionerede fankultur i klubben fra Beograd, som truppen rejser til i morgen onsdag.

Det er ikke første gang, at et FCM-hold spiller i den serbiske hovedstad. Således skal man blot bladre 20 måneder tilbage i kalenderen for at finde det seneste opgør mellem Røde Stjerne og FC Midtjylland.

Dengang i marts 2020 – lige før corona-pandemien satte fodboldverdenen på pause – spillede de to klubbers U19-mandskaber mod hinanden i 1/8-finalen i Youth League. Her var flere unge FCM’ere, som i dag også gør sig gældende på førsteholdet, i aktion i Beograd i en heftig kulisse.

Henrik Jensens daværende U19-hold havde spillere som Raphael Onyedika, Mads Hansen, Victor Lind, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Hosine Bility og Oscar Fraulo på holdkortet, og de hev en 3-0-sejr med hjem til Danmark.

Halvandet år senere husker Mads Hansen dog primært kampen for en vild stemning på lægterne, hvor godt 2.200 serbere var på plads.

– Det var nok den vildeste kulisse, jeg har spillet i – i hvert fald i en ungdomskamp. Det var et stadion ovenpå et indkøbscenter, så det var også lidt specielt, men der var mange mennesker på tribunerne, og de gik til den, erindrer Mads Hansen, der sammen med sine holdkammerater fik lov at føle, at de var på udebane.

– Der var flere hundrede hardcore Røde Stjerne-fans, som skabte en vild stemning. De sang selvfølgelig kampen igennem, men de kastede også nøgler, lightere, mønter og lignende efter os, da vi løb ind og ud fra banen. Man kunne i hvert fald godt mærke, at man var på udebane, husker Mads Hansen og opsummerer med et skævt smil:

– Det var en vild oplevelse, og der er ingen tvivl om, at der er en passioneret kultur omkring fodbold dernede.

Highlights: Røde Stjerne – FCM U19

– Man bliver nødt til at forberede sig på det

Nu er det førsteholdet, som kan se frem til at spille i Beograd. Denne gang er det ikke på et stadion placeret på et indkøbscenter, men derimod det berømte Rajko Mitic Stadium, der huser 51.755 tilskuere.

– Det bliver man nødt til at forberede sig på. Ellers får man nok lidt et chok, når man først står på stadion. Fodboldspillet er det vigtigste, men selvfølgelig er det også et tema, hvor man skal spille, siger Mads Hansen om holdets udsigt til at skulle spille på det største stadion i Serbien.

Flere europæiske storhold har fået helvedet i Beograd at føle over de seneste år. Den inkarnerede fankultur i Røde Stjerne har dog rødder langt længere tilbage i historien.

Navnet Røde Stjerne, som blev stiftet i 1945 efter 2. verdenskrig, symboliserede serbisk nationalisme indenfor Jugoslavien, og klubben blev hurtigt kendt som “folkets hold” i Beograd. Det har fulgt dem til i dag, hvor klubben fortsat er utroligt populær i Serbien, og de har den største fanbase i det østeuropæiske land.

Røde Stjerne Beograds største rival er naboklubben Partizan Beograd. Rivaliseringen bunder historisk set i, at Røde Stjerne var “folkets hold”, mens Partizan var klubben for systemets top. Den dag i dag er der fortsat drabelige opgør mellem de to Beograd-klubber, hvor der altid er garanti for en voldsom stemning uden- og indenfor kridtstregerne.

Hvem er Røde Stjerne? Et kig på modstanderen

Brugbar Youth League-erfaring

Med 16 spillere er FC Midtjylland den klub i Europa League, der har registreret flest akademispillere til gruppespillet. Flere af dem har været afgørende i denne sæson både nationalt og i europæisk sammenhæng.

En af dem er Mads Hansen, der i sidste uge scorede sit første mål på seniorplan. Selvom han fortsat har sine første minutter til gode i gruppespillet, har den unge ikastbo sat sit aftryk på sæsonens europæiske kampagne, da han stod for assisten til Awer Mabils mål mod Celtic tilbage i juli. Den kamp endte med at sikre FCM pladsen i EL-gruppespillet.

19-årige Hansen er ikke uvant med europæiske turneringer. Således er det kun Andreas Christensen og Oliver Sørensen, der har spillet flere kampe end ham i Youth League.

Han tilskriver de 15 kampe i ungdommens udgave af Champions League stor betydning for sin udvikling i løbet af de seneste år.

– Europæiske kampe er i et andet tempo, og man møder jo hold fra andre ligaer. De spiller måske på en anden måde, end man er vant til, så det skal man være klar på. Det har vi fået lov at prøve i mindre skala i Youth League, og det er 100 procent noget, vi har fået gavn af, understreger Mads Hansen.

– Det er lidt det samme med ungdomslandskampe. Man spiller under nogle andre forhold, og det er sundt ikke bare i forhold til niveauet, men også alt det rundt om kampene. Det er noget andet at skulle flyve til en udekamp, og hele setuppet omkring kampene er mere professionelt, uddyber den unge angriber.

Så sent som i dag var Mads Hansen igen i aktion i Youth League, som han og flere andre af de unge spillere i førsteholdstruppen fortsat er berettiget til at spille.

Her markerede han sig med et fornemt hattrick i 5-2-sejren over Trabzonspor i 2. runde af årets udgave af Youth League. I løbet af sæsonen har Mads Hansen spillet 11 kampe på førsteholdet, hvor han står noteret for et mål og to oplæg.

Angrebstalentet går efter at øge sit bidrag på Bo Henriksens mandskab.

– Jeg vil selvfølgelig gerne bidrage så meget som muligt. Det har været fedt at komme ind omkring førsteholdet, og jeg drømmer jo om at kunne byde mig til endnu mere. Det kræver en masse hårdt arbejde, og det handler jo bare om at gribe chancen, når man får den, lyder det fra Mads Hansen.

Mads Hansen-hattrick i Youth League-sejr

FC Midtjylland og Røde Stjerne tørner sammen torsdag aften kl. 21.00 i Beograd. Opgøret vises på TV2 Sport og TV2 Play.