Akademiet

Den europæiske erfaring fra akademi til førstehold

I forbindelse med FCM's 100-kamps-jubilæum i Europa fortæller akademichef Flemming Broe om betydningen af at spille Youth League, ligesom han mindes tilbage på de største europæiske akademipræstationer på klubbens førstehold.

11/10/22
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Denne artikel er en del af vores serie, som fejrer FCM’s 100-kamps-jubilæum i Europa, når midtjyderne torsdag gæster Feyenoord på De Kuip i Rotterdam. Nedenfor kan du læse akademichef Flemming Broe sætte ord på, hvad den europæiske fodbold har af betydning for akademiet.

Flemming Broe, når vi tager udgangspunkt i Youth League – ungdommens svar på Champions League – hvilke kampe springer så i øjnene?

– Der er ingen tvivl om, at den største Youth League-oplevelse er, da vi slår Manchester United 3-1 foran 6000 tilskuere på MCH Arena. Her brager Gustav Isaksen maksimalt igennem. Der er en fin pendant til Lazio-kampen, hvor han også et eller andet sted bryder lydmuren.

– En europæisk kamp kan være med til at definere karrieren for en spiller. For Simon Kjær var det et stævne, hvor han mødte Atalanta. Her blev han meget interessant for flere klubber.

– I februar 2016 møder vi Barcelona om tirsdagen i Youth League, og om torsdagen møder førsteholdet Manchester United på Old Trafford. Der møder vi to af verdens største klubber i betydningsfulde kampe. Det var en meget speciel uge, selvom vi endte med at tabe begge opgør. For U19-holdet spillede Mikkel Duelund, Rasmus Nissen Kristensen og Mads Døhr Thychosen. Det var årgang 97, som er en af vores bedste årgange nogensinde.

Hvordan kan de europæiske ungdomskampe være med til at udvikle en akademispiller?

– En europæisk kamp i ungdomsregi er et eller andet sted en forberedelse til en europæisk kamp på førsteholdet, fordi du har den samme rejsetid, forberedelse og rytme.

– Vi har spillet 31 Youth League-kampe, og det er klart, at de mange forskellige drenge, som har været en del af det, får sindssygt meget god læring. I de her kampe skal der være et resultat, og hvis man ikke præsterer, kommer der ikke en kamp mere. Drengene lærer helt vildt meget af det.

– Vi har haft vilde fan-oplevelser i Youth League. Vi har spillet kampe med mange og særdeles dedikerede fans i Legia Warsawa og Røde Stjerne, hvor drengene virkelig oplevede fankultur på godt og ondt. Drengene får noget erfaring, og de oplever steder, hvor fodbold betyder mere end liv og død. At kunne præstere i så hårde kulisser er også en del af det her.

– De har fået en læring med, hvor de ikke blot lærer om fodbold, men også kultur og samfund. Vi tror på, at de dygtigste fodboldspillere også er nogle, som bliver stimuleret omkring det, der foregår uden for fodbolden.

I 2012 spiller vi en Europa League-kvalifikationskamp mod Young Boys, hvor 12 ud af 14 FCM-præstationer er fra tidligere akademispillere. Hvordan husker du den kamp?

– Vi går ind til returopgøret og er bagud 3-0. Ni ud af 11 spillere fra start er uddannet på akademiet, mens alle tre fra bænken også var tidligere akademispillere.

– En ting er at have mange akademister på holdet, men det er først rigtig godt, hvis de også leverer varen. Det må man sige, de var ved at gøre dernede. Det var en blåstempling af det flotte arbejde, som bliver gjort på akademiet, og det er naturligvis noget, som gjorde os stolte.

Er der andre førsteholdskampe i Europa, du husker som værende særligt betydningsfulde for FCM-akademiet?

– Celtic-kampen i sidste sæson, hvor Victor Lind og Mads Hansen kommer ind og får hele endetribunen med sig, er noget, jeg ikke glemmer. I forlænget spilletid har vi nogle akademister, som kommer ind med en voldsom energi, og det gør virkelig en forskel.

– Vi havde vores U13, U15 og U17-hold med inde at kigge, og de ser nogle få succes, som faktisk ikke er ret meget ældre end dem. Det var en outstanding oplevelse, hvor Raphael Onyedika ender med at afgøre kampen.

Hvad kan det betyde for vores unge spillere, at de præsterer i en stor europæisk seniorkamp? Og hvad kan det samtidig betyde for akademiet?

– Der er to store sportslige målsætninger med akademiet. Et er at uddanne spillere, som er dygtige nok til førsteholdet. To er at de skal blive potentielt dygtige nok til at blive solgt til en top fem-liga. Bryder man igennem i en stor europæisk kamp, kommer der øjne på en, og samtidig bliver prisskiltet meget større. De europæiske kampe kan være med til at manifestere navne, og det kan være med til at definere spillernes fremtidige karrierer.

– Samtidig skaber det drømme hos nogle af dem, der er lidt yngre. Og det giver blod på tanden hos dem i forhold til at gå samme vej.

– At få lov til at leve af sin sport og være med til at uddanne unge mennesker, der kommer til at leve af det… Det er ikke en hobby, det er en drøm. Vi er med til at gøre drømme til virkelighed, og for hele akademiet giver det en utrolig stor stolthed at se de unge drenge slå igennem på den store scene.

– Derudover betyder det utroligt meget for vores fans, at vi har akademispillere, som går hele vejen. Det er en stor motivation og en kæmpe glæde at se folk lykkes.

Og så til sidst et par ord mere om Youth League, som vi har deltaget i fem gange. Hvad betyder det for vores akademi, at vi har deltaget regelmæssigt i den turnering?

– Man kan tydeligt se de klubber, der vinder U19-ligaen, værdsætter Youth League-deltagelse mindst lige så højt som guldmedaljerne. Jeg kan se på mine kollegaer, som har fået chancen for det, at det virkelig er stort. Youth League har virkelig fået fat i folk, og det får alle i og omkring klubben til at skærpe sig og stå på tæer.

– Det er genialt, at man på ældste ungdomsniveau kan spille om noget, der er så attraktivt og få lov til at spille mod de dygtigste akademier i Europa. Samtidig får man en erfaring med, hver gang man spiller en europæisk kamp. Det kan være en dialog med modstanderen, eller det kan være at se deres akademi og fornemme, hvad de gør. Der er en læringsdel, som også hører med.

Statistik:

  • I 2021/2022-sæsonen udgjorde tidligere akademispillere 46,6 procent af den europæiske spilletid på FCM’s førstehold.
  • Efter sidste sæson stod FCM noteret for det højeste pointsnit i Youth Leagues historie med 70 point efter 31 kampe svarende til 2,26 point pr. kamp.
  • FCM er nået til kvartfinalen i Youth League to gange. Senest i 21/22 blev endedestinationen de senere vindere fra Benfica i ottendedelsfinalen.