Førsteholdet

Det bemærkede vi i sidste hjemmekamp

Lørdag eftermiddag blev det til en 4-2-sejr over OB i sæsonens sidste hjemmekamp. Nedenfor kan du læse fem ting, vi særligt bemærkede i "finalen" af Kvalifikationsspillet.

05/06/23
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Der kom fire forskellige FCM-spillere på måltavlen i en kamp, der var præget af straffespark og en flot kulisse fra både hjemme- og udehold.

Men udover ovenstående, hvad kan vi så ellers hæfte os ved fra 22/23’s sidste opgør på MCH Arena? Læs med nedenfor og bliv klogere på de 90 minutter – og mere til.

Gustav Isaksen er 3F Superligatopscorer

Faktisk skulle vi vente helt til søndag, før Gustav Isaksen endeligt kunne lade sig kåre som topscorer i 3F Superliga.

Med endnu et mål mod OB er faktum dog, at den tidligere akademispiller har nettet flest gange af alle aktører i denne sæson af landets bedste fodboldrække. I alt er det blevet til 18 mål fordelt ud over 31 kampe. Heriblandt kun ét via straffespark.

Milepælen betyder samtidig, at Gustav Isaksen bliver den næstmest scorende FCM-dansker nogensinde over en enkelt ligasæson. Nr. 1 på listen er Morten Skoubo, som lavede 19 mål i 01/02-sæsonen.

Højeste pointantal i et Kvalifikationsspil

Det er ingen hemmelighed, at det var en stor skuffelse, da FCM sluttede udenfor top seks. Ikke desto mindre har midtjyderne gjort arbejdet færdigt i Kvalifikationsspillet.

Med sejren over OB slutter Thomas Thomasbergs tropper på 23 point efter ti kampe. Det er det højeste antal i et Superliga Kvalifikationsspil siden dets indførelse i 16/17-sæsonen.

Og så er det også værd at bemærke, at det blot blev til ni point mod bund seks-holdene i Grundspillets ti kampe. Det svarer til et pointsnit på 0,9. Noget midtjyderne altså sidenhen har forbedret markant til nu at ligge på 2,3.

Oliver Sørensens første mål

Han blev inden opgøret kåret til ‘Årets Fund’ og takkede for prisen ved at score sit første officielle mål i Midtjylland-trøjen.

Tilbage i slutningen af april fortalte den 21-årige midtbanekriger følgende til fcm.dk:

– Selvfølgelig drømmer jeg om at score i Midtjylland-trøjen. Jeg har haft chancer nok til at lave en eller to, og jeg er da også træt af, det er ikke er lykkedes mig endnu. En dag sker det, og når jeg får hul på bylden, skal der nok komme et par stykker.

Nu skete det endelig i kamp nr. 46, og det sætter den tidligere akademispiller flere ord på her.

En akademist her, en akademist der

Ni tidligere – og nuværende – akademispillere betrådte MCH Arenas græstæppe til spilleminutter lørdag eftermiddag.

Jonas Lössl, Mads Døhr Thychosen, Victor Bak, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Gustav Isaksen, Valdemar Byskov, Pontus Texel og Jamiu Musbaudeen.

Næstsidste og sidstnævnte tilmed til henholdsvis 3F Superligadebut og officiel førsteholdsdebut.

– Trænerne fortæller mig, at jeg udvikler mig hurtigt, og jeg håber, jeg kan fortsætte med at blive bedre hver eneste dag. Nu skal jeg fortsætte min udvikling, så jeg kan blive en fast del af førsteholdet, fortalte 18-årige Jamiu Musbaudeen efter slutfløjt.

Nu venter Viborg

Lørdagens sejr betyder også, at der fredag aften venter en playoffkamp om en plads i Europa til næste sæson. Spillerne kunne forlade grønsværen velvidende om, at modstanderen ville blive enten AGF eller Viborg.

Efter søndagens kampe er det nu officielt, at der er tale om et vaskeægte Midtjysk Derby i domkirkebyen.

Thomas Thomasberg siger følgende om udsigten til fredagens storkamp, hvor samtlige billetter til awayafsnittet allerede er revet væk:

– Fansene kommer til at give den fuld gas på et fyldt stadion. Vi ser frem til en spændende kamp med høj intensitet.

Det bliver fjerde møde med Viborg i sæsonen. Indtil nu er det blevet til både sejr, uafgjort og et enkelt nederlag. Seneste kamp på Energi Viborg Arena glemmer vi ikke: Gustav Isaksen lavede hattrick, og på resultattavlen stod der “Viborg 0-4 FC Midtjylland” efter slutfløjt.