Førsteholdet

Det bemærkede vi mod Brøndby

En vild kulisse, fem scoringer og en mesterskabskamp, der bølgede frem og tilbage. Nedenfor kan du læse fem ting, vi særligt bemærkede i søndagens vigtige hjemmesejr over Brøndby.

06/05/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Henrik Dalsgaard åbnede ballet, Brøndby udlignede, Darío Osorio straffede en blågul fejl, inden gæsterne på ny bragte opgøret på status quo.

Franculino ville det dog anderledes, da angriberens 3-2-scoring et kvarter før tid viste sig at blive afgørende. Tre vigtige point med fire runder igen af en historisk tæt 3F Superliga.

Der er flere ting at tale om efter gårsdagens 3-2’er. Nedenfor forsøger vi at give et nuanceret indblik i, hvad vi kan hæfte os ved fra søndagens topbrag på MCH Arena.

Farvel til Brøndbys stime

Det blev til en midtjysk sejr på resultattavlen, og dykker man ned i de underliggende tal, tegner der sig et billede af tre velfortjente point; 3,11-1,78 i Expected Goals, 21-11 i skud samt 10-3 i hjørnespark.

Den vigtige sejr var samtidig et farvel til Brøndbys stime som ubesejrede i 3F Superliga i 18 kampe. Et vigtigt tidspunkt for Thomas Thomasbergs tropper at sætte kniven ind i jagten på netop klubben fra Vestegnen, der nu blot topper ligaen med ét point ned.

– Sejren varmer, men jeg er særligt glad for det udtryk, vi kom med. Folk står sammen og giver gejst til hinanden. Nogle ting gik imod os, men vi kom tilbage. Nu venter der endnu en finale næste gang, lød det blandt andet fra Jonas Lössl efter slutfløjt.

De to ‘wonderkids’ fortsætter

På en generel flot holdindsats trak to af banens yngste spillere overskrifter – igen fristes man til at sige.

Det er nemlig langt fra første gang, at Franculino og Darío Osorio har fået netmaskerne til at blafre og skaffet point til FCM. De to ‘wonderkids’ på henholdsvis 19 og 20 år står nu noteret for sammenlagt 16 scoringer og tre assists i landets bedste fodboldrække.

Godt nok skulle ‘Farlige Francu’ bruge et par muligheder for at score det afgørende mål. Den hårdtarbejdende landsholdsangriber misbrugte to store chancer i løbet af 2. halvleg, men da muligheden først bød sig i det lille felt et kvarter før tid, viste han sin målnæse.

Ser man på spillere i 3F Superliga, som har scoret minimum syv mål eller flere, skal Darío Osorio og Franculino bruge næstfærrest og tredjefærrest antal minutter på at komme på tavlen (128 min/mål og 142 min/mål). Kun Mohammed Fuseini fra Randers har præsteret bedre.

Dødbolde som trumfkort

Både Franculino og Cho Gue-sung brændte store chancer i åbent spil, og det viste sig i stedet at blive dødbolde, som skulle udgøre et vigtigt trumfkort i trænerstabens arsenal af offensive våben.

Først ekspederede Henrik Dalsgaard kuglen over stregen i det 9. minut efter et hjørnespark. Selvsamme opskrift var i spil ved 3-2-målet, da Emiliano Martínez’ hjørnespark endte hos Sverrir Ingi Ingason, der fik manøvreret bolden videre til Franculino, som sikkert omsatte.

Og så har vi ikke en gang nævnt, at Darío Osorios scoring faldt efter, at den chilenske hurtigløber opsnappede en Brøndby-fejl efter en standardsituation fra gæsterne.

Summa summarum: Tre dødboldssituationer, tre midtjyske scoringer og tre point.

Martínez’ opadgående formkurve

31 succesfulde afleveringer, syv vundne dueller og 13 bolderobringer – dette tilmed uden at begå et eneste frispark. Søndag aften var Emiliano Martínez tilbage i det flow, der kendetegnede ham i hans bedste periode i den forgange sæson.

– Jeg har det godt, og jeg skylder de fysiske trænere en tak. Det er dem, der har gjort mig klar. Nu føler jeg mig på hundrede procent, og jeg er glad for at kunne hjælpe holdet igen, sagde Martínez til FCM TV efter kampen og fortsatte:

– I dag var fantastisk. Fuldt stadion og konstant støtte i alle 90 minutter. Der var en vild atmosfære.

Uruguayaneren spiller ikke blot for en topplacering, men også en plads i sin nations Copa America-trup til sommer. En Martínez i topform kan vise sig at blive guld værd for FCM.

Skønt besøg fra Rom

Det vakte smil og klapsavler på stadion, da det kort før kickoff blev annonceret, at den lokale helt fra Roslev, Gustav Isaksen, var at finde på MCH Arena. Den 22-årige Lazio-spiller fik for første gang siden skiftet i sommer mulighed for at takke fansene – og omvendt. Han blev hyldet ned mod C.C.-tribunen og gik en tur rundt om grønsværen til hyldestsang og stående applaus.

Isaksen havde valgt at benytte sine fridage på at rejse hjem til det midtjyske for at overvære topkampen på sin gamle hjemmebane, hilse på tidligere holdkammerater og publikum, inden turen igen snart går til Rom.

Longread: Gustav Isaksens rejse fra Roslev til Rom

Gustav Isaksen kunne efterfølgende tage plads på tilskuerpladserne sammen med 11.860 andre. De i alt 11.861 tilskuere var medvirkende til, at der for anden gang i sæsonen blev slået all time-tilskuerrekord på MCH Arena. En milepæl, som blot var med til at gøre aftenen endnu mere mindeværdig.