Førsteholdet

Det bemærkede vi mod FCK

To flotte scoringer kreeret af to af banens yngste spillere, men også en tung udligning i de døende minutter. Nedenfor kan du læse fem ting, vi særligt bemærkede i søndagens topkamp mod FCK.

15/04/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Darío Osorio leverede først en spektakulær assist til Franculino og fulgte op med en af de bedste scoringer set længe på MCH Arena. Alligevel endte det med en misfornøjet grimasse, da dommer Morten Krogh fløjtede af efter 90+6 minutters fodbold.

Der er flere ting at tale om efter gårsdagens 2-2’er. Nedenfor forsøger vi at give et nuanceret indblik i, hvad vi kan hæfte os ved fra søndagens topbrag mod FCK.

De unge blev de store

Det var tæt på at være kunst, da Darío Osorio i det 20. minut tørrede et par FCK-spillere på højresiden, inden han lagde bolden ind i fødderne på Franculino, som sparkede udligningen i hus.

Oplæg fra en 20-årig og scoring fra en 19-årig. Begge født i 2004.

Kort før pause var Osorio så i fokus igen, da han med et tordenhug af en halvflugter kanonerede kuglen ind bag Kamil Grabara.

– Jeg kunne se, at bolden kom hoppende imod mig. Jeg ventede lidt på, at den tabte sin fart, og herefter tænkte jeg egentlig ikke så meget over det; jeg knaldede bare til den, ramte målet, og det endte med at blive en fin scoring, sagde den chilenske landsholdsspiller efter kampen.

Sikke et øjeblik fra Darío Osorio, som nu er oppe på syv scoringer og et oplæg i 17 3F Superligakampe. For Franculino er tallet også syv mål og to oplæg, men derudover har han også sat seks kasser yderligere ind – en i Oddset Pokalen og fem i FCM’s europæiske kampagne.

Skiftende perioder

Det bølgede frem og tilbage, og der kunne ret beset været scoret mere end de fire mål, som faldt søndag aften. Holdene skiftedes til at have gode perioder og teste hinandens defensiver af.

FCK’s Lukas Lerager havde flere store muligheder, mens målscorer Franculino og Cho Gue-sung også noterede sig for chancer, der på en anden dag meget vel kunne have givet mål.

– Vi havde tre-fire kontramuligheder, hvor vi kunne have lukket kampen. Det gjorde vi desværre ikke, og derfor er jeg selvfølgelig ærgerlig over, at de kom tilbage.

– Men cadeau til FCK – de flyttede bolden hurtigt og kom i nogle positioner, hvor de fik truet vores felt. Det ville jeg gerne have undgået, men jeg ville også gerne have lukket kampen, fordi det lå det til, sagde cheftræner Thomas Thomasberg på tv efter kampen.

Dominans i duelspillet

På resultattavlen stod det uafgjort ved slutfløjt, men på særligt en statistik dominerede hjemmeholdet.

Ifølge Opta Stats vandt FCM-spillerne 54,3 procent af duellerne på banen. I luften var man endnu mere dominerende med 55,1 procents sejrsrate – og altså omvendt FCK på blot 44,9 procent.

Dermed cementerede midtjyderne sin status som rækkens absolut bedste luftspilshold i en kamp, der var præget af dueller, og hvor aktionerne i de højere luftlag havde store betydning.

Dyk ned i statistikkerne: Heatmaps, Expected Goals og andre nøgletal

En fed kulisse

11.714 tilskuere så med fra lægterne. Det gav kuldegysninger, da hymnen kørte over anlægget før kickoff med flag og halstørklæder flagrende i vejret. Og fra første minut var lydkulissen intens og højlydt, da spillet først blev fløjtet igang.

Også aktørerne på banen bemærkede de flotte rammer på MCH Arena.

– Det var en fed kulisse og en fed kamp at spille. Derfor er vi også super ærgerlige over at smide det til sidst. Med en sejr var det tæt på, at vi kunne have sagt, at det nu var mellem os og Brøndby, sagde Henrik Dalsgaard, som spillede samtlige 90 minutter.

Ingen tid til hvile

Efter den sene FCK-udligning havde spillerne lige behov for at sunde sig. Det er ingen hemmelighed, at ét point fremfor tre gør ondt.

Men allerede i dag, mandag, fortsætter det hårde arbejde. På søndag venter nemlig et vaskeægte topbrag i 3F Superliga – endnu et fristes man til at sige – når turen går til Brøndby Stadion.

De to mandskaber er helt lige i tabellen, og det kan meget vel blive en af de kampe, der kommer til at afgøre, hvor guldet lander i slutningen af maj.

– Det er jo efterhånden en stor uge, hver gang vi skal spille en ny kamp. Vi holder fokus på os selv, og jeg synes, vi lagde på vores spil i dag, sagde Henrik Dalsgaard i går om den opgave, der snart står for døren.