Frankfurt bragte sig foran tidligt i opgøret via en skarpsleben kontrakniv, men i 2. halvlegs spæde start kunne Mikel Gogorza – med både dygtighed, men også en smule held – udligne til 1-1. Det endte dog med en tysk 1-2-sejr på straffesparksscoring fra Omar Marmoush efter et længere VAR-tjek.
Udover scoringerne og det endelige resultat er der også andre ting at hæfte sig ved fra opgøret. Vi giver vores bud på fem punkter her.
Et hårdt slag trods god præstation
FCM startede opgøret flot og lagde et tryk på de tyske gæster, men målet efter seks minutter lagde en dæmper på kampen. Ikke desto mindre kæmpede midtjyderne sig tilbage, og trods chancer til mere i begge ender lyste stadiontavlen 1-2 til Frankfurt ved slutfløjt.
Og det vakte skuffelse i hjemmeholdets trup, der havde set takter til et vigtigt point.
– Jeg synes, vi leverer en udmærket præstation. Vi møder nummer to i Bundesligaen, men vi er med i kampen, og der skal kun et enkelt mål til, før vi får noget med herfra.
– De scorer på et straffespark. Det er dømt, men det er irriterende. Vi føler, at med lidt held så kunne vi godt have fået et point, lød det fra anfører Mads Bech på et tv-interview med Disney+ efter slutfløjt.
Akademister i en nøglerolle
Fem tidligere FCM-akademister fra start og en mere på banen undervejs i kampen. Tilføjer man Rasmus Nissen Kristensen, der lod sig indskifte for gæsterne, kom totalen op på syv styks.
Og det er et flot tal – særligt når én af dem indtog en nøglerolle efter 48 minutters spil.
Mikel Gogorza havde allerede udfordret lystigt undervejs i kampen, men ligesom i de seneste par opgør uden slutprodukt. Det kom dog torsdag aften, og selvom det kritiske øje måske vil argumentere for, at tilfældighederne gik stortalentets vej, kommer det kun til dem, som opsøger det.
– Det er de her kampe, man lever for og spiller fodbold for. I situationen ved målet tænkte jeg bare på at udfordre, og så var jeg nok lidt heldig med, at den fik den rigtige afretning. Derfra gik det hele lidt i slowmotion, da den gik over keeperen.
– Nok det fedeste moment i min karriere, sagde Mikel Gogorza blandt andet efter kampen.
Smukt gensyn med ‘NK’
Og når vi nu allerede har nævnt Rasmus Nissen Kristensen – eller bare ‘NK’ i daglig tale – så lad os tage ham som det næste punkt.
Inden kampen havde den 27-årige landsholdsspiller talt varmt om udsigten til igen at træde ind på MCH Arena – knap syv år efter sit skifte væk fra barndomsklubben.
Det blev på mange måder et mindeværdigt gensyn. Før kampen blev ‘NK’ klappet ind på stadion, da han – sammen med sine holdkammerater – betrådte græstæppet halvanden time før kickoff. Ved sin indskiftning 22 minutter før tid var hyldesten endnu større, og C.C.-tribunens banner (“Velkommen hjem NK”, red.) var ikke til at tage fejl af.
Fortsat alt at spille for
Selvom gårsdagens resultat gør ondt, er der fortsat alt at spille for i Europa League-ligafasen med tre kampe igen. FCM er i skrivende stund på en aktuel 20. plads i tabellen, hvor de 24 øverste hold også spiller europæisk efter de otte indledende kampe.
Nu venter en svær opgave på Estádio do Dragão i Porto den 12. december – årets sidste kamp – inden Ludogorets og Fenerbahce er modstanderne i det nye år.
Der bliver spekuleret meget i, hvor mange point der reelt skal til for at være sikker på at ende i den lune ende af tabellen, men det synes klart, at de aktuelle syv, som FCM står noteret for, ikke er nok. Med andre ord: Store kampe venter forude.
Ny europæisk tilskuerrekord på MCH Arena
Kulissen talte sit tydelige sprog, men hvis man skulle være i tvivl, blev det gjort klart, da aftenens tilskuertal blev meldt ud før sidste dommerfløjt.
9.521 så med fra lægterne – og det er faktisk ny europæisk tilskuerrekord på MCH Arena.
I europæisk regi skal samtlige pladser registreres som siddepladser, og det gør, at stadionkapaciteten på hjemmebanen i Herning ikke er på samme antal som i eksempelvis 3F Superliga. Men det skabte altså ingen forhindringer i går, hvor kulissen var af yderste karat.