Viborg bragte sig foran, men ved hjælp af Aral Simsirs magi, fulgt op af Joel Andersson og Franculinos scoringer, sejrede vi søndag med 3-1 på et fyldt MCH Arena.
Nedenfor dykker vi ned i spillet på banen, rammerne omkring og de underliggende tal.
MCH Arena lig med tre point
Fem kampe, 15 point og en målscorer på 12-4. Det er status for FC Midtjylland på eget græs i denne sæsons udgave af 3F Superliga.
MCH Arena var i sidste sæson den bedste hjemmebane i ligaen målt på point til hjemmeholdet, og den statistik er fortsat ufortrødent ind i 2024/25. For at finde seneste nederlag i Herning skal vi helt tilbage til den 1. april – 14 hjemmekampe siden.
Søndagens 3-1-sejr var desuden 17. hjemmekamp i træk, hvor FCM scorede mere end et mål. Ifølge SuperStats er det ny all time 3F Superliga-rekord.
Et magisk øjeblik
På et tidspunkt i dysten, hvor de grønblusede rivaler havde vundet momentum og bragt sig foran, tog Aral Simsir sagen i egen hånd. Med de vævre driblinger arbejdede han sig gennem Viborg-defensiven, inden det magiske øjeblik indtraf i feltet; et flot rul med fodsålen, der lige såvel kunne have fundet sted i en telefonboks, før bolden blev curlet over i det lange hjørne.
– Jeg ved, jeg kan drible i små områder, og det lykkedes den her gang, og så sparkede jeg den over i langt hjørne. Jeg ved ikke, om det var en plan, jeg havde, men jeg prøvede på et eller andet, og så lykkedes det heldigvis, sagde hovedpersonen selv på TV efter slutfløjt.
Den tidligere akademispiller er nu oppe på ti målgivende aktioner (seks scoringer og fire assists, red.) i indeværende sæson.
Luftdueller og aktivitet på VFF’s banehalvdel
Der kan være flere årsager til, at Thomas Thomasbergs tropper endte ud som sejrherrer, men to statistikker skiller sig ud.
Ifølge Opta Stats kom værterne ud som vindere af 61,9 procent af opgørets luftdueller. Godt nok bragte Viborg sig foran på et hovedstød, men herefter sad man tungt på tingene i de højere luftlag, hvor særligt Kevin Mbabu var i hopla med fem vundne dueller – klart flest af alle på banen.
Spillet på modstanderens banehalvdel blev også afgørende, da FCM to gange brød igennem rivalernes venstreside med mål til følge. Hjemmeholdet leverede undervejs 319 afleveringer på Viborgs banehalvdel, mens udeholdet havde 163 afleveringer på FCM’s side af banen. På sidste tredjedel lød statistikken 178-80 i de sortklædtes favør.
Brug for hele truppen
Fem nye spillere tog plads i start 11’eren sammenlignet med det uafgjorte resultat mod Hoffenheim i midtugen. Og det er på mange måder historien om FCM i øjeblikket; der er brug for hele truppen.
– Det er en vild tid. Vi spiller kampe hele tiden, og det er jo bedre end at træne. Vi har en fin og stor trup, så vi får fordelt spilletiden, hvilket er sundt for holdet, og man ved, man skal være klar, når man får chancen, sagde en af de nye på holdet, Kristoffer Askildsen, efter sit første derby.
Hele interviewet med den 23-årige midtbanespiller
Tifo der gav kuldegysninger
Rasmus Nissen Kristensen, Kristian Ipsa, Kristian Bach Bak, Mohamed Zidan, Rilwan Hassan, Tim Sparv, Frank Kristensen, Petter Andersson, Gustav Isaksen, Peter Skov-Jensen og Erik Sviatchenko.
Det var noget af et syn, der mødte aktørerne, da de trådte ind på grønsværen før kickoff, hvor en kæmpe jubilæums-tifo med 11 udvalgte tidligere FCM’ere fyldte C.C.-tribunen. Kulissen var skabt til en stor eftermiddag, og på retfærdig vis gjorde spillerne kunsten efter i løbet af de 90 minutter.