Vi har nærmest ikke fået pusten, inden det er tid til at evaluere på gårsdagens vigtige 1-2-sejr i Parken.
Franculino og Charles leverede overskrifterne, men dykker vi ned i dysten, træder også andre FCM’ere frem i rampelyset. Nedenfor forsøger vi at give et nuanceret indblik i, hvad vi kan hæfte os ved fra torsdagens udesejr over FCK.
Sammenholdet
Både Paulinho og Franculino fortalte efter kampen om sammenholdet i FCM-truppen.
– Det er bare en fantastisk gruppe, vi har, hvor alle står op for hinanden. Vi er blevet meget tætte, og nu skal vi fortsætte, sagde sidstnævnte blandt andet.
Og opgøret bar også præg af et midtjysk mandskab, der stod sammen i samtlige 90+10 minutter. Flere gange blev man presset af et FCK-hold, der i særligt de første 35′ holdt Thomas Thomasbergs tropper på tæerne.
Men hvor andre hold i løbet af sæsonen har ladet sig knække af Parkens pres både på og udenfor banen, viste FCM anderledes robusthed. Og da slutfløjtet først lød blev der uddelt svedige gruppekram i en stor klump af euforiske bordeaux-klædte spillere.
Et godt symbol på det sammenhold, der i øjeblikket folder sig ud i FC Midtjylland.
Krigere gik forrest
Det var måske ikke den mest velspillede kamp, og dykker man ned i statistikkerne vil FCK også være sejrherrer på flere parametre – men ikke på måltavlen.
Med 71,4 procent i boldbesiddelse, otte hjørnespark og 25 skud til hjemmeholdet blev FCM i flere tilfælde tvunget til at krige sejren i hus, og her gik den centrale akse forrest.
Ifølge tal fra superliga.dk leverede Sverrir Ingi Ingason undervejs hele 13 clearinger (tre flere end den næstbedste i den forgangne runde, red.) – og mange af dem, da der var mest behov for at fjerne trykket fra eget felt.
Cho Gue-sung kæmpede en brav kamp mod FCK’s trebackkæde bestående af brølstærke Denis Vavro, Kevin Diks og Kieran McKenna. Det mundede ud i hele 21 luftdueller, og selvom tallet kan lyde af lidt, var de otte styks, som sydkoreaneren vandt, næstflest af alle i runde 30 af 3F Superliga.
Og så har vi ikke en gang nævnt Oliver Sørensens sædvanlige arbejdsraseri eller Mads Bechs forudseenhed i afgørende situationer mod FCK-offensiven.
Historisk triumf
Gårsdagens triumf var den niende FCM-ligatriumf på F.C. Københavns hjemmebane i 3F Superliga-historien. Og for første gang nogensinde er det sket to gange i én sæson.
Faktisk skal vi helt tilbage til 1998/99-sæsonen for at finde seneste gang, FCK tabte to ligakampe på eget græs til det samme mandskab, da de senere danske mestre Herfølge BK hev 0-3 0g 0-1 med sydpå.
Leverer når det gælder
Om det skyldes det førnævnte sammenhold, de taktiske instrukser fra bænken eller fansenes støtte på lægterne er svært at sige. Måske er det en kombination af det hele og mere til.
Faktum er dog, at FCM i denne sæson har leveret, når det var mest krævet i 3F Superliga. Den 30. september 2023 var man presset til sejr i Parken, hvis en tilværelse i toppen overhovedet skulle være realistisk. Og holdet leverede.
For knap to uger siden var de fleste enige om, at slog man ikke Brøndby på MCH Arena, ville guld-drømmene synes urealistiske. Endnu en gang bestod holdet.
Og i går var endnu en af de kampe, hvor man, i hvert fald, ikke måtte tabe og meget gerne skulle vinde, hvis der skal guldmedaljer om halsen til slut maj. Og alle gange tre, med ryggen mod muren, bestod Thomas Thomasbergs tropper.
Men de store opgaver er langt fra ovre, hvilket bringer os til punkt fem.
Jubelbrøl – og tilbage i fokus
Glæden var enorm i omklædningsrummet efter slutfløjt. Sejrsbrølet vækkede genklang i Parkens vægge, men der florerede også en forståelse for, at arbejdet langt fra er færdigt endnu.
Mens tiden og pladsen var til smil og glade dage, bød den også på tale om restitution og et stort fokus hen mod mandag, hvor endnu en stor test venter; kunstgræstæppet i Farum, hvor FCM med en sejr vil tage et gigantisk skridt mod det danske mesterskab.
– Mange hold har det svært i Nordsjælland, men jeg tror på, at vi kan tage derop, når det er nødvendigt nu, og levere en toppræstation og hente tre point med hjem, lød det fra Thomas Thomasberg i et tv-interview efter slutfløjt.